Europa-Parlamentet har vedtaget en beslutning, der kræver, at byerne inddrages fuldt ud i udformningen og gennemførelsen af EU-politikker og samhørighedsprogrammer for 2028-2034. Det kræver navnlig, at den mindste andel af Den Europæiske Fond for Regionaludvikling (EFRU, EU's vigtigste regionalstøtte), der er reserveret til strategier for bæredygtig byudvikling efter 2027, hæves fra 8 % til 13 %. Teksten hilser Kommissionens foreslåede EU-program for byer velkommen, men insisterer på, at dette program skal supplere samhørighedspolitikken, ikke erstatte den. Parlamentet opfordrer Kommissionen til at handle; det er ikke en lov.
Kommissionen har præsenteret et EU-program for byer med regelmæssige dialoger og et årligt politisk topmøde med byerne. Parlamentet svarer, at lokale myndigheder anvender 70 % af EU-lovgivningen, og at de derfor også skal deltage i udformningen af den, ikke kun i gennemførelsen. Beslutningen indgår i forberedelsen af den næste finansieringsperiode for samhørighed, som dækker 2028-2034.
Mindste andel af EFRU hævet til 13 %Parlamentet støtter en forhøjelse af EFRU's mindste tildeling, eksklusive teknisk bistand, til integrerede strategier for bæredygtig by- og territorialudvikling: fra 8 % i dag til 13 % efter 2027.
Byer inddraget i programmerne for 2028-2034Lokale og regionale myndigheder bør inddrages fuldt ud i valget af investeringsprioriteter og i udarbejdelsen af samhørighedsprogrammerne og de nationale og regionale partnerskabsplaner for 2028-2034.
En bydimension for små byerInstrumentet for teknisk støtte bør omfatte en særlig bydimension rettet mod små og mellemstore byer, direkte tilgængelig for byer og funktionelle byområder.
Måling af bymæssigt presKommissionen opfordres til at udarbejde en fælles metode til måling af bymæssigt og metropolitant pres, som kan anvendes i programmeringen af samhørighedsfondene.
Byfinansiering videreføresParlamentet kræver, at Den Europæiske Byudviklingsinitiativ, URBACT og ESPON fortsat modtager tilstrækkelige ressourcer, med særlig støtte til små og mellemstore byer, øer og netværk samt en forenkling af ansøgningsprocedurerne for finansiering.
Vedtaget med 601 stemmer for, 20 imod og 36 hverken for eller imod ved en elektronisk afstemning ved navneopråb.
Hvis Kommissionen og medlemsstaterne følger disse krav, vil byerne få en større andel af de europæiske regionalfonde til at renovere kvarterer, udvikle transport eller tilpasse offentlige rum til varme: den mindste andel vil stige fra 8 % til 13 % efter 2027. Indbyggerne i små og mellemstore byer vil lettere kunne få adgang til europæisk teknisk bistand til at udarbejde deres projekter. Disse krav skaber dog ingen umiddelbar juridisk forpligtelse: de retningsgiver de fremtidige forhandlinger om budgettet og samhørighedsreglerne.
Europa-Parlamentet kræver, at den mindste andel af FEDER, der er reserveret til bæredygtig byudvikling efter 2027, hæves fra 8 % til 13 %. Bag dette tal ligger et enkelt spørgsmål: skal byerne inddrages bedre i de eksisterende fonde, eller skal der stables endnu et byprogram oven på? Beslutningen, der blev vedtaget med 601 stemmer for, 20 imod og 36 hverken for eller imod, hælder mod den første mulighed, men den giver også efter for fristelsen til at mangedoble skranker og labels.
Parlamentet nøjes ikke med at tage imod Kommissionens program. Det fastsætter et talmål: 13 % af FEDER, eksklusive teknisk bistand, til integrerede strategier for bæredygtig by- og territorialudvikling. Dette gulv har den fordel, at det er klart: det garanterer, at byerne ikke bliver glemt i den næste programmeringsperiode. Men et gulv er ikke en tryllestav. Det forpligter forvaltningsmyndighederne til at kanalisere en større del af fondene mod bystrategier uden at fjerne de kontroller, revisioner og regler, der afskrækker små kommuner fra at ansøge.
Teksten kræver også, at byerne får gavn af forenklingsindsatsen. Hensigten er god, men den forbliver en opfordring. Så længe støtteberettigelses-, medfinansierings- og kontrolreglerne forbliver stablet oven på hinanden, vil små byer fortsat opgive projekter på grund af manglende administrativ kapacitet. Forenkling består ikke i at fremskynde sagsbehandlingen, men i at fjerne den.
Parlamentet kræver et særligt byafsnit i instrumentet for teknisk støtte, direkte tilgængeligt for byer og funktionelle byområder. Ideen er prisværdig: små og mellemstore byer har brug for ingeniørfaglig bistand til at udarbejde deres projekter. Men at oprette endnu en skranke betyder at tilføje endnu et koordineringslag. Risikoen er, at de samme modtagere bliver støtteberettigede til flere instrumenter med forskellige procedurer, uden at den samlede finansiering øges.
Labelen for ekspertise til projekter under Det Europæiske Byinitiativ, som ikke er blevet finansieret på grund af manglende budget, er mere interessant: den gør det muligt at omdirigere allerede vurderede projekter til andre kilder uden at duplikere procedurerne. Det er et frisk pust for projektansvarlige, men det erstatter ikke en forhøjelse af ressourcerne. En label finansierer ikke byggepladser.
Beslutningen insisterer på, at de lokale myndigheder inddrages fuldt ud i programmeringen for 2028-2034. Det er rimeligt: det er dem, der kender behovene i marken. Men teksten forbliver tavs om medlemsstaternes ansvar, da det er dem, der forvalter fondene og fastsætter de nationale prioriteter. Hvis byerne ikke inddrages bedre, er det ikke kun Bruxelles' skyld: det er også regeringernes skyld, fordi de centraliserer beslutningerne.
Endelig kræver Parlamentet en fælles metode til at måle bymæssigt pres. Målet er at målrette fondene bedre mod de byer, der modtager flydende befolkninger, studerende eller pendlere. Men en fælles metode er endnu et lag af kriterier og dokumentation. Byerne bruger allerede betydelig tid på at udfylde indikatorer. Endnu en metode risikerer at øge byrden uden at forbedre beslutningstagningen.
Et gulv på 13 % er kun værd noget, hvis de regler, der ledsager det, holder op med at afskrække dem, der vil bygge.
Europa-Parlamentet kræver, at den mindste andel af FEDER, der er reserveret til bæredygtig byudvikling efter 2027, hæves fra 8 % til 13 %. Bag dette tal ligger et enkelt spørgsmål: skal byerne inddrages bedre i de eksisterende fonde, eller skal der stables endnu et byprogram oven på? Beslutningen, der blev vedtaget med 601 stemmer for, 20 imod og 36 hverken for eller imod, hælder mod den første mulighed, men den giver også efter for fristelsen til at mangedoble skranker og labels.
Parlamentet nøjes ikke med at tage imod Kommissionens program. Det fastsætter et talmål: 13 % af FEDER, eksklusive teknisk bistand, til integrerede strategier for bæredygtig by- og territorialudvikling. Dette gulv har den fordel, at det er klart: det garanterer, at byerne ikke bliver glemt i den næste programmeringsperiode. Men et gulv er ikke en tryllestav. Det forpligter forvaltningsmyndighederne til at kanalisere en større del af fondene mod bystrategier uden at fjerne de kontroller, revisioner og regler, der afskrækker små kommuner fra at ansøge.
Teksten kræver også, at byerne får gavn af forenklingsindsatsen. Hensigten er god, men den forbliver en opfordring. Så længe støtteberettigelses-, medfinansierings- og kontrolreglerne forbliver stablet oven på hinanden, vil små byer fortsat opgive projekter på grund af manglende administrativ kapacitet. Forenkling består ikke i at fremskynde sagsbehandlingen, men i at fjerne den.
Parlamentet kræver et særligt byafsnit i instrumentet for teknisk støtte, direkte tilgængeligt for byer og funktionelle byområder. Ideen er prisværdig: små og mellemstore byer har brug for ingeniørfaglig bistand til at udarbejde deres projekter. Men at oprette endnu en skranke betyder at tilføje endnu et koordineringslag. Risikoen er, at de samme modtagere bliver støtteberettigede til flere instrumenter med forskellige procedurer, uden at den samlede finansiering øges.
Labelen for ekspertise til projekter under Det Europæiske Byinitiativ, som ikke er blevet finansieret på grund af manglende budget, er mere interessant: den gør det muligt at omdirigere allerede vurderede projekter til andre kilder uden at duplikere procedurerne. Det er et frisk pust for projektansvarlige, men det erstatter ikke en forhøjelse af ressourcerne. En label finansierer ikke byggepladser.
Beslutningen insisterer på, at de lokale myndigheder inddrages fuldt ud i programmeringen for 2028-2034. Det er rimeligt: det er dem, der kender behovene i marken. Men teksten forbliver tavs om medlemsstaternes ansvar, da det er dem, der forvalter fondene og fastsætter de nationale prioriteter. Hvis byerne ikke inddrages bedre, er det ikke kun Bruxelles' skyld: det er også regeringernes skyld, fordi de centraliserer beslutningerne.
Endelig kræver Parlamentet en fælles metode til at måle bymæssigt pres. Målet er at målrette fondene bedre mod de byer, der modtager flydende befolkninger, studerende eller pendlere. Men en fælles metode er endnu et lag af kriterier og dokumentation. Byerne bruger allerede betydelig tid på at udfylde indikatorer. Endnu en metode risikerer at øge byrden uden at forbedre beslutningstagningen.
Et gulv på 13 % er kun værd noget, hvis de regler, der ledsager det, holder op med at afskrække dem, der vil bygge.
