Europa-Parlamentet har vedtaget en holdning, der ændrer forordningen om kritiske råmaterialer. Store virksomheder skal vurdere forsyningsrisici inden for 9 måneder (i stedet for 12) og træffe foranstaltninger for at afbøde sårbarheder. Der oprettes et europæisk center for kritiske råmaterialer for at koordinere fælles indkøb og strategiske lagre.
Den Europæiske Union er stærkt afhængig af import for mange kritiske råmaterialer, som er afgørende for den grønne og digitale omstilling. Forordningen fra 2024 havde allerede til formål at sikre disse forsyninger. Parlamentet styrker nu denne ramme ved at udvide store virksomheders forpligtelser og oprette en dedikeret struktur for bedre at kunne forudse mangler.
Kortere frist for risikovurderingStore virksomheder, der anvender strategiske råmaterialer, skal gennemføre en risikovurdering af deres forsyningskæde inden for 9 måneder efter Kommissionens meddelelse og derefter mindst hvert tredje år. Tidligere var fristen 12 måneder.
Præciserede afbødende foranstaltningerI tilfælde af betydelige sårbarheder skal virksomhederne træffe foranstaltninger som at begrænse brugen af råmaterialer, forbedre effektiviteten, diversificere deres leverandører, anvende sekundære råmaterialer, substituere eller opbygge lagre, herunder via fælles indkøb. Kommissionen kan præcisere disse foranstaltninger ved delegeret retsakt.
Nyt europæisk center for kritiske råmaterialerDer oprettes et organ med juridisk personlighed for at koordinere fælles indkøb, forvalte strategiske og nødlagre, udarbejde resiliensplaner og støtte projekter. Det er ikke et regulatorisk lager med tærskel.
Gennemsigtighed om permanente magneterFra den 24. maj 2027 eller to år efter vedtagelsen af en delegeret retsakt (den seneste dato anvendes) skal markedsdeltagere, der markedsfører produkter indeholdende permanente magneter på over 0,2 kg, offentliggøre procentdelen af genanvendte materialer (neodym, dysprosium osv.). Kommissionen vedtager reglerne for beregning og verifikation inden december 2026.
Ophævelse af en bestemmelseArtikel 24, stk. 6, i forordningen fra 2024 ophæves. De delegerede beføjelser opdateres til at omfatte de nye afbødende foranstaltninger, tilføjelsen af produkter indeholdende permanente magneter og reglerne for beregning af genanvendt indhold i en periode på otte år fra den 24. juni 2024.
Parlamentet vedtog denne holdning med 470 stemmer for, 83 imod og 108 hverken for eller imod.
Borgerne vil opleve bedre sporbarhed for kritiske råmaterialer, der anvendes i hverdagsprodukter (elbiler, vindmøller, elektronik). Oprettelsen af det europæiske center kan på sigt reducere risikoen for mangel og stabilisere priserne. Virksomhederne skal være mere gennemsigtige om materialernes oprindelse og om det genanvendte indhold i permanente magneter, hvilket vil fremme den cirkulære økonomi. Denne holdning skal stadig forhandles med medlemsstaterne, før den bliver lov.
Europa-Parlamentet har vedtaget en holdning, der ændrer forordningen om kritiske råmaterialer. Store virksomheder skal vurdere forsyningsrisici inden for 9 måneder (i stedet for 12) og træffe foranstaltninger for at afbøde sårbarheder. Der oprettes et europæisk center for kritiske råmaterialer til at koordinere fælles indkøb og strategiske lagre. Bag det prisværdige mål at sikre vores forsyninger varsler det et nyt lag af bureaukrati og begrænsninger uden at garantere, at omkostningerne holdes under kontrol.
Oprettelsen af det europæiske center for kritiske råmaterialer præsenteres som et svar på Unionens afhængighed. Men et ekstra organ med sin bestyrelse, sin administrerende direktør og sine arbejdsgrupper vil ikke producere en eneste ounce lithium eller sjældne jordarter. Det vil tilføje et ekstra beslutningslag med sine driftsomkostninger og frister. Fælles indkøb og strategiske lagre er mekanismer, der kan give mening, men de forudsætter en evne til hurtig gennemførelse og en accepteret risikovillighed. Men den foreslåede styring, med en bestyrelse hvor hver medlemsstat har én stemme og Kommissionen to, ligner mere en konsensusmaskine end en reaktiv operatør.
Virksomhederne skal tilpasse sig nye forpligtelser. Risikovurderingen af forsyningskæden, som nu kræves inden for ni måneder efter underretningen og mindst hvert tredje år, udgør en vis administrativ byrde. Kommissionen kan anmode om forklaringer, og virksomhederne skal svare inden for 60 dage. For en SMV betyder det at mobilisere knappe ressourcer til at udarbejde rapporter i stedet for at investere i udvinding eller genanvendelse. Teksten foreskriver, at Kommissionen skal give vejledning, men omkostningerne ved overholdelse forbliver hos virksomhederne.
Gennemsigtigheden om permanente magneter er et andet eksempel på en god intention, der oversættes til omkostninger. Fra 2027 skal markedsdeltagere offentliggøre procentdelen af genanvendte materialer i magneter på over 0,2 kg. Kommissionen vedtager reglerne for beregning og verifikation inden december 2026. For industrivirksomhederne betyder det at etablere en fin sporbarhed, ofte dyr, uden garanti for, at det reelt stimulerer genanvendelsen. En mere effektiv tilgang havde været at lade private aktører udvikle rentable genanvendelseskæder, støttet af en enkel og stabil reguleringsramme i stedet for rapporteringsforpligtelser.
Parlamentet har ophævet artikel 24, stk. 6, hvis indhold ikke er præciseret, men det har tilføjet nye forpligtelser og et nyt organ. I stedet for at lette byrden for virksomhederne gør det den tungere. Listen over produkter, der er underlagt risikovurdering, udvides, og Kommissionen kan tilføje kategorier ved delegeret retsakt. Denne fleksibilitet er velkommen, men den skaber retsusikkerhed for virksomhederne, som ikke ved, hvilke produkter der vil være omfattet i morgen. Reguleringsmæssig stabilitet er en forudsætning for langsigtede investeringer, især i udvindings- og industrisektorerne.
Parlamentets holdning skal stadig forhandles med medlemsstaterne. Den afspejler en interventionistisk vision, hvor Unionen søger at planlægge forsyningskæderne i stedet for at frigøre initiativerne. En tilgang baseret på subsidiaritet ville have bestået i at lade medlemsstaterne og virksomhederne tage deres ansvar, lette udnyttelsen af europæiske ressourcer, fremskynde godkendelsesprocedurerne og indgå handelsaftaler. I stedet opretter man et Center og stabler forpligtelser oven på hinanden. Skatteyderen og forbrugeren betaler.
Et Center mere vil ikke producere en eneste ounce lithium, men det vil tilføje et lag af bureaukrati og omkostninger for dem, der producerer.
Europa-Parlamentet har vedtaget en holdning, der ændrer forordningen om kritiske råmaterialer. Store virksomheder skal vurdere forsyningsrisici inden for 9 måneder (i stedet for 12) og træffe foranstaltninger for at afbøde sårbarheder. Der oprettes et europæisk center for kritiske råmaterialer til at koordinere fælles indkøb og strategiske lagre. Bag det prisværdige mål at sikre vores forsyninger varsler det et nyt lag af bureaukrati og begrænsninger uden at garantere, at omkostningerne holdes under kontrol.
Oprettelsen af det europæiske center for kritiske råmaterialer præsenteres som et svar på Unionens afhængighed. Men et ekstra organ med sin bestyrelse, sin administrerende direktør og sine arbejdsgrupper vil ikke producere en eneste ounce lithium eller sjældne jordarter. Det vil tilføje et ekstra beslutningslag med sine driftsomkostninger og frister. Fælles indkøb og strategiske lagre er mekanismer, der kan give mening, men de forudsætter en evne til hurtig gennemførelse og en accepteret risikovillighed. Men den foreslåede styring, med en bestyrelse hvor hver medlemsstat har én stemme og Kommissionen to, ligner mere en konsensusmaskine end en reaktiv operatør.
Virksomhederne skal tilpasse sig nye forpligtelser. Risikovurderingen af forsyningskæden, som nu kræves inden for ni måneder efter underretningen og mindst hvert tredje år, udgør en vis administrativ byrde. Kommissionen kan anmode om forklaringer, og virksomhederne skal svare inden for 60 dage. For en SMV betyder det at mobilisere knappe ressourcer til at udarbejde rapporter i stedet for at investere i udvinding eller genanvendelse. Teksten foreskriver, at Kommissionen skal give vejledning, men omkostningerne ved overholdelse forbliver hos virksomhederne.
Gennemsigtigheden om permanente magneter er et andet eksempel på en god intention, der oversættes til omkostninger. Fra 2027 skal markedsdeltagere offentliggøre procentdelen af genanvendte materialer i magneter på over 0,2 kg. Kommissionen vedtager reglerne for beregning og verifikation inden december 2026. For industrivirksomhederne betyder det at etablere en fin sporbarhed, ofte dyr, uden garanti for, at det reelt stimulerer genanvendelsen. En mere effektiv tilgang havde været at lade private aktører udvikle rentable genanvendelseskæder, støttet af en enkel og stabil reguleringsramme i stedet for rapporteringsforpligtelser.
Parlamentet har ophævet artikel 24, stk. 6, hvis indhold ikke er præciseret, men det har tilføjet nye forpligtelser og et nyt organ. I stedet for at lette byrden for virksomhederne gør det den tungere. Listen over produkter, der er underlagt risikovurdering, udvides, og Kommissionen kan tilføje kategorier ved delegeret retsakt. Denne fleksibilitet er velkommen, men den skaber retsusikkerhed for virksomhederne, som ikke ved, hvilke produkter der vil være omfattet i morgen. Reguleringsmæssig stabilitet er en forudsætning for langsigtede investeringer, især i udvindings- og industrisektorerne.
Parlamentets holdning skal stadig forhandles med medlemsstaterne. Den afspejler en interventionistisk vision, hvor Unionen søger at planlægge forsyningskæderne i stedet for at frigøre initiativerne. En tilgang baseret på subsidiaritet ville have bestået i at lade medlemsstaterne og virksomhederne tage deres ansvar, lette udnyttelsen af europæiske ressourcer, fremskynde godkendelsesprocedurerne og indgå handelsaftaler. I stedet opretter man et Center og stabler forpligtelser oven på hinanden. Skatteyderen og forbrugeren betaler.
Et Center mere vil ikke producere en eneste ounce lithium, men det vil tilføje et lag af bureaukrati og omkostninger for dem, der producerer.
