Europa-Parlamentet vedtog en beslutning, der kraftigt fordømmer det regerende parti Georgisk Drøms forsøg på at forbyde oppositionspartier i Georgien og kræver den konstitionsklage, der er indgivet mod dem, trukket øjeblikkeligt tilbage. Det kræver også øjeblikkelig og betingelsesløs løsladelse af alle politiske fanger, ophævelse af bestemmelser, der muliggør uforholdsmæssige restriktioner, og gentager sit krav om målrettede sanktioner og visumforbud mod georgiske embedsmænd. Teksten blev vedtaget med 445 stemmer for, 37 imod og 97 hverken for eller imod. Parlamentet opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at handle, men denne beslutning er ikke en lov og skaber ikke juridiske forpligtelser.
Situationen i Georgien er blevet forværret i flere år med hensyn til demokrati, mediefrihed og retsstatsprincippet. I november 2025 indledte det georgiske parlament, der kontrolleres af Georgisk Drøm, en sag ved forfatningsdomstolen for at forbyde flere oppositionspartier, herunder Forenet Nationalbevægelse, Koalitionen for Forandring og koalitionen Stærkt Georgien, Lelo. I september 2026 blev partiet For Georgien, det eneste oppositionsparti, der stadig er repræsenteret i parlamentet, føjet til denne sag. Europa-Parlamentet mener, at dette skridt har til formål at eliminere enhver legitim politisk opposition og omdanne Georgien til et etpartisystem. Det minder om, at ethvert forsøg på at forbyde etablerede partier fjerner Georgien fra Den Europæiske Union og forhindrer fremskridt mod tiltrædelse.
Tilbagetrækning af forfatningsklagenParlamentet fordømmer kraftigt forsøget på at forbyde georgiske oppositionspartier og kræver, at den forfatningsklage, der er indgivet mod dem, trækkes øjeblikkeligt tilbage.
Løsladelse af politiske fangerDet kræver øjeblikkelig og betingelsesløs løsladelse af alle politiske fanger, herunder Elene Khoshtaria, Mzia Amaglobeli, Mikheil Saakashvili, Giorgi Baramidze og Nika Melia, samt af alle personer, der tilbageholdes for fredeligt at have demonstreret.
Ophævelse af uforholdsmæssige restriktionerDet kræver ophævelse af de bestemmelser, der gør det muligt at pålægge uforholdsmæssige restriktioner for partier og personer med tilknytning til forbudte partier, og at obstruktionen af europæiske politiske fonde ophører.
Målrettede sanktioner og visumforbudDet gentager sit krav om målrettede sanktioner og visumforbud mod de ansvarlige for det demokratiske tilbageskridt, den voldelige undertrykkelse og de politiske forfølgelser, først og fremmest Bidzina Ivanishvili, Irakli Kobakhidze, Shalva Papuashvili og Kakha Kaladze.
Støtte til de europæiske aspirationerDet bekræfter sin urokkelige støtte til det georgiske folks europæiske aspirationer og minder om, at ethvert forsøg på at forbyde etablerede politiske partier fjerner Georgien fra Unionen og forhindrer ethvert fremskridt mod tiltrædelse.
Beslutningen blev vedtaget med 445 stemmer for, 37 stemmer imod og 97 hverken for eller imod ved en elektronisk afstemning ved navneopråb.
For europæiske borgere udtrykker denne beslutning Europa-Parlamentets officielle holdning til den politiske situation i Georgien. Den skaber ikke nye love eller juridiske forpligtelser for medlemsstaterne eller for Georgien. Den opfordrer Den Europæiske Union og dens medlemsstater til at træffe konkrete foranstaltninger, herunder målrettede sanktioner og visumforbud mod navngivne georgiske embedsmænd, og til at sikre, at forværringen af situationen i Georgien får konsekvenser. Parlamentet bekræfter også, at det georgiske folks europæiske aspirationer støttes, og at forbud mod oppositionspartier udgør en hindring for tiltrædelse af Unionen.
Europa-Parlamentet har vedtaget en resolution, der fordømmer Den Georgiske Drøms forsøg på at forbyde oppositionspartier og kræver den konstitutionelle klage trukket tilbage øjeblikkeligt. Med 445 stemmer for, 37 imod og 97 hverken for eller imod navngiver det fire ansvarlige og kræver målrettede sanktioner. Men en resolution er ikke en lov: den skaber ingen juridisk forpligtelse. Den egentlige udfordring ligger et andet sted: vil Unionen og medlemsstaterne endelig omsætte disse ord til konkrete konsekvenser?
Parlamentet nøjes ikke med at fordømme. Det konstaterer, at forbuddet mod det eneste oppositionsparti, der stadig er repræsenteret i parlamentet, modsiger regimets version om, at kun partier, der "boykotter" parlamentet, var omfattet. Det er en indrømmelse: manøvren sigter netop mod at eliminere enhver legitim opposition, også den der spiller med på de institutionelle spilleregler. Ved at navngive Bidzina Ivanishvili, Irakli Kobakhidze, Shalva Papuashvili og Kakha Kaladze peger Parlamentet på individuelt ansvar. Men en resolution er ikke en lov: den skaber ingen juridisk forpligtelse. Sanktioner og visumforbud forbliver opfordringer rettet til Rådet og medlemsstaterne. Og uden en bindende beslutning forbliver disse navne ord på papir.
Parlamentet beklager i øvrigt, at Unionen og de fleste medlemsstater stadig ikke har taget skridt til at lade forværringen i Georgien få konkrete konsekvenser. Det er resolutionens svage punkt: den konstaterer passiviteten uden at skabe den mekanisme, der ville rette op på den. En tilgang baseret på subsidiaritet og ansvar ville have bestået i eksplicit at gøre støtte og visa betinget af verificerbare kriterier og lade hver medlemsstat påtage sig ansvaret for sine egne beslutninger. Her taler Unionen med én stemme, men beslutter ikke.
Resolutionen minder om, at ethvert forsøg på at forbyde etablerede partier fjerner Georgien fra Unionen og forhindrer enhver fremgang mod medlemskab. Mekanismen er enkel: uden en fungerende politisk opposition er der intet demokrati, og uden demokrati er Københavnskriterierne ikke opfyldt. Georgien kan derfor ikke bevæge sig mod medlemskab, så længe denne konstitutionelle klage er verserende. Parlamentet bekræfter sin støtte til det georgiske folks europæiske aspirationer, men det fastsætter en klar betingelse: klagen skal trækkes tilbage, og de politiske fanger skal løslades.
Teksten kræver også ophævelse af de bestemmelser, der muliggør uforholdsmæssige restriktioner for partier og personer med tilknytning til forbudte partier, og en afslutning på obstruktionen af europæiske politiske fonde, hvis kontorer for Konrad Adenauer og Friedrich Naumann blev tvunget til at lukke i Tbilisi i september 2026. Det er konkrete tiltag, men de forbliver krav rettet til de georgiske myndigheder. Parlamentet kan ikke påtvinge dem. Det kan kun konstatere, at det nuværende regime fjerner sig fra de værdier, det hævder at forsvare.
At navngive de ansvarlige har kun værdi, hvis Unionen holder op med at nøjes med ord.
Europa-Parlamentet har vedtaget en resolution, der fordømmer Den Georgiske Drøms forsøg på at forbyde oppositionspartier og kræver den konstitutionelle klage trukket tilbage øjeblikkeligt. Med 445 stemmer for, 37 imod og 97 hverken for eller imod navngiver det fire ansvarlige og kræver målrettede sanktioner. Men en resolution er ikke en lov: den skaber ingen juridisk forpligtelse. Den egentlige udfordring ligger et andet sted: vil Unionen og medlemsstaterne endelig omsætte disse ord til konkrete konsekvenser?
Parlamentet nøjes ikke med at fordømme. Det konstaterer, at forbuddet mod det eneste oppositionsparti, der stadig er repræsenteret i parlamentet, modsiger regimets version om, at kun partier, der "boykotter" parlamentet, var omfattet. Det er en indrømmelse: manøvren sigter netop mod at eliminere enhver legitim opposition, også den der spiller med på de institutionelle spilleregler. Ved at navngive Bidzina Ivanishvili, Irakli Kobakhidze, Shalva Papuashvili og Kakha Kaladze peger Parlamentet på individuelt ansvar. Men en resolution er ikke en lov: den skaber ingen juridisk forpligtelse. Sanktioner og visumforbud forbliver opfordringer rettet til Rådet og medlemsstaterne. Og uden en bindende beslutning forbliver disse navne ord på papir.
Parlamentet beklager i øvrigt, at Unionen og de fleste medlemsstater stadig ikke har taget skridt til at lade forværringen i Georgien få konkrete konsekvenser. Det er resolutionens svage punkt: den konstaterer passiviteten uden at skabe den mekanisme, der ville rette op på den. En tilgang baseret på subsidiaritet og ansvar ville have bestået i eksplicit at gøre støtte og visa betinget af verificerbare kriterier og lade hver medlemsstat påtage sig ansvaret for sine egne beslutninger. Her taler Unionen med én stemme, men beslutter ikke.
Resolutionen minder om, at ethvert forsøg på at forbyde etablerede partier fjerner Georgien fra Unionen og forhindrer enhver fremgang mod medlemskab. Mekanismen er enkel: uden en fungerende politisk opposition er der intet demokrati, og uden demokrati er Københavnskriterierne ikke opfyldt. Georgien kan derfor ikke bevæge sig mod medlemskab, så længe denne konstitutionelle klage er verserende. Parlamentet bekræfter sin støtte til det georgiske folks europæiske aspirationer, men det fastsætter en klar betingelse: klagen skal trækkes tilbage, og de politiske fanger skal løslades.
Teksten kræver også ophævelse af de bestemmelser, der muliggør uforholdsmæssige restriktioner for partier og personer med tilknytning til forbudte partier, og en afslutning på obstruktionen af europæiske politiske fonde, hvis kontorer for Konrad Adenauer og Friedrich Naumann blev tvunget til at lukke i Tbilisi i september 2026. Det er konkrete tiltag, men de forbliver krav rettet til de georgiske myndigheder. Parlamentet kan ikke påtvinge dem. Det kan kun konstatere, at det nuværende regime fjerner sig fra de værdier, det hævder at forsvare.
At navngive de ansvarlige har kun værdi, hvis Unionen holder op med at nøjes med ord.
