Europa-Parlamentet vedtog en resolution, der kraftigt fordømmer det cubanske regimes undertrykkelse og kræver øjeblikkelig og betingelsesløs løsladelse af Félix Navarro, hans datter Saylí Navarro og alle andre politiske fanger. Det kræver også aktivering af menneskerettighedsklausulen i EU-Cuba-aftalen og suspension af denne aftale, hvis Cuba ikke tager konkrete skridt mod demokrati. Denne tekst er en politisk erklæring: den skaber ikke juridisk forpligtelse, men den forpligter Den Europæiske Unions officielle holdning.
Félix Navarro, 72 år, historisk dissident og menneskerettighedsforkæmper, blev løsladt i januar 2025 som led i en aftale forhandlet af den katolske kirke, men hans løsladelse blev tilbagekaldt i april 2025. Han lider af diabetes og kroniske luftvejssygdomme og blev angiveligt slået af fængselsbetjente i april 2026, før han blev sat i isolation. Hans datter Saylí Navarro, medstifter af organisationen Damas de Blanco (modtager af Sakharov-prisen), er også fængslet. I august 2026 blev der registreret 1.339 politiske fanger i Cuba, heraf 155 kvinder og 38 mindreårige, ifølge de tal, der citeres i resolutionen.
Øjeblikkelig løsladelse krævesParlamentet kræver øjeblikkelig og betingelsesløs løsladelse af Félix Navarro, Saylí Navarro og alle andre politiske fanger.
Lægehjælp til de fængsledeDet kræver, at Félix Navarro og alle andre fanger modtager øjeblikkelig, passende og uafhængig lægehjælp, og minder de cubanske myndigheder om deres forpligtelse til at garantere de fængsledes fysiske sikkerhed.
Sanktioner mod de ansvarligeParlamentet gentager sin opfordring til sanktioner i henhold til EU's globale menneskerettighedssanktionsordning mod de ansvarlige for undertrykkelsen, først og fremmest Miguel Díaz-Canel.
EU-Cuba-aftale truet af suspensionDet kræver aktivering af menneskerettighedsklausulen i EU-Cuba-aftalen om politisk dialog og samarbejde og øjeblikkelig suspension af denne aftale, hvis regimet ikke tager konkrete og verificerbare skridt mod et pluralistisk demokrati og løsladelse af alle politiske fanger.
Slut med tvungen eksilDet fordømmer tvungen eksil som middel til tvang og kræver, at enhver fange har ret til at blive i sit land og vende tilbage dertil uden forudgående betingelser.
Resolutionen blev vedtaget med 374 stemmer for, 198 imod og 19 hverken for eller imod ved en elektronisk afstemning ved navneopråb den 17. september 2026.
Denne resolution ændrer ikke direkte EU-retten: den udtrykker Europa-Parlamentets politiske holdning og opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at handle. Konkret opfordrer den til europæiske sanktioner mod de cubanske ansvarlige for undertrykkelsen, herunder Miguel Díaz-Canel, og truer med at suspendere aftalen om dialog og samarbejde mellem EU og Cuba, hvis der ikke tages konkrete skridt til at løslade politiske fanger og bevæge sig mod demokrati. For europæiske borgere betyder det, at Parlamentet presser EU til at skærpe sin holdning over for Cuba, men ingen juridisk bindende foranstaltning er endnu i kraft på nuværende tidspunkt.
Europa-Parlamentet vedtog den 17. september 2026 med 374 stemmer mod 198 og 19 hverken for eller imod en beslutning, der kræver øjeblikkelig og betingelsesløs løsladelse af Félix Navarro, hans datter Saylí Navarro og alle cubanske politiske fanger. Teksten er en politisk erklæring, ikke en lov: den løslader ingen, men den fastlægger en holdning, som Kommissionen og medlemsstaterne ikke længere kan ignorere. Den egentlige udfordring er ikke afstemningen, men hvad der sker, hvis Miguel Díaz-Canels regime ikke rører på sig.
Aftalen om politisk dialog og samarbejde mellem EU og Cuba skulle indeholde en menneskerettighedsklausul. I praksis er denne klausul aldrig blevet aktiveret, og regimet er fortsat: 1.339 registrerede politiske fanger i august 2026, heraf 155 kvinder og 38 mindreårige, ifølge de tal, der citeres i beslutningen. Parlamentet kræver derfor, at klausulen aktiveres, og at aftalen suspenderes, hvis der ikke kommer konkrete og verificerbare skridt mod et pluralistisk demokrati og løsladelse af alle fanger. Det er en fast holdning, men den er stadig en opfordring: beslutningen tilhører Rådet og Kommissionen.
Mekanismen er enkel: en dialogaftale uden reel konditionalitet bliver et alibi. Regimet underskriver, ændrer intet, og EU fortsætter samarbejdet. Ved at true med suspension indfører Parlamentet en omkostning for regimet, men også for de medlemsstater, der skal påtage sig denne brud. Spørgsmålet er, om Rådet følger op, eller om beslutningen forbliver et dødt brev.
Parlamentet gentager opfordringen til sanktioner under EU's globale menneskerettighedssanktionsordning mod de ansvarlige for undertrykkelsen, i første række Miguel Díaz-Canel. Ordningen gør det muligt at fryse aktiver og forbyde rejser, men den udpeger ikke nogen automatisk: beslutningen træffes af Rådet med enstemmighed. Beslutningen sanktionerer ikke; den kræver, at der sanktioneres.
For EU-borgerne betyder det, at Parlamentet presser på for en stramning, men at intet ændres i EU-retten, så længe Rådet ikke handler. Omkostningen ved passivitet er klar: hver måned uden sanktioner vinder regimet tid, og fangerne betaler prisen. Alternativet ville være at gøre de økonomiske forbindelser og samarbejdet betinget af verificerbare fremskridt i stedet for at nøjes med erklæringer.
En beslutning, der kræver løsladelse uden at suspendere aftalen, giver regimet tid til at vinde.
Europa-Parlamentet vedtog den 17. september 2026 med 374 stemmer mod 198 og 19 hverken for eller imod en beslutning, der kræver øjeblikkelig og betingelsesløs løsladelse af Félix Navarro, hans datter Saylí Navarro og alle cubanske politiske fanger. Teksten er en politisk erklæring, ikke en lov: den løslader ingen, men den fastlægger en holdning, som Kommissionen og medlemsstaterne ikke længere kan ignorere. Den egentlige udfordring er ikke afstemningen, men hvad der sker, hvis Miguel Díaz-Canels regime ikke rører på sig.
Aftalen om politisk dialog og samarbejde mellem EU og Cuba skulle indeholde en menneskerettighedsklausul. I praksis er denne klausul aldrig blevet aktiveret, og regimet er fortsat: 1.339 registrerede politiske fanger i august 2026, heraf 155 kvinder og 38 mindreårige, ifølge de tal, der citeres i beslutningen. Parlamentet kræver derfor, at klausulen aktiveres, og at aftalen suspenderes, hvis der ikke kommer konkrete og verificerbare skridt mod et pluralistisk demokrati og løsladelse af alle fanger. Det er en fast holdning, men den er stadig en opfordring: beslutningen tilhører Rådet og Kommissionen.
Mekanismen er enkel: en dialogaftale uden reel konditionalitet bliver et alibi. Regimet underskriver, ændrer intet, og EU fortsætter samarbejdet. Ved at true med suspension indfører Parlamentet en omkostning for regimet, men også for de medlemsstater, der skal påtage sig denne brud. Spørgsmålet er, om Rådet følger op, eller om beslutningen forbliver et dødt brev.
Parlamentet gentager opfordringen til sanktioner under EU's globale menneskerettighedssanktionsordning mod de ansvarlige for undertrykkelsen, i første række Miguel Díaz-Canel. Ordningen gør det muligt at fryse aktiver og forbyde rejser, men den udpeger ikke nogen automatisk: beslutningen træffes af Rådet med enstemmighed. Beslutningen sanktionerer ikke; den kræver, at der sanktioneres.
For EU-borgerne betyder det, at Parlamentet presser på for en stramning, men at intet ændres i EU-retten, så længe Rådet ikke handler. Omkostningen ved passivitet er klar: hver måned uden sanktioner vinder regimet tid, og fangerne betaler prisen. Alternativet ville være at gøre de økonomiske forbindelser og samarbejdet betinget af verificerbare fremskridt i stedet for at nøjes med erklæringer.
En beslutning, der kræver løsladelse uden at suspendere aftalen, giver regimet tid til at vinde.
