Parlamentet godkendte en europæisk støtte på 678 millioner euro til at nedlukke Ignalina-atomkraftværket i Litauen mellem 1. januar 2028 og 31. december 2034. EU vil dække op til næsten 86 % af omkostningerne, mens resten finansieres af Litauen og andre kilder. Den vedtagne tekst ændrer Kommissionens oprindelige forslag ved at tilføje regler om beskyttelse af anlægget mod hybride trusler og om vidensdeling. Dette er Parlamentets holdning; Rådet skal stadig udtale sig.
Litauen forpligtede sig ved sin EU-tiltrædelse i 2003 til at lukke de to Ignalina-reaktorer, der stammer fra sovjettiden, og nedlukke dem. EU har finansieret denne operation siden 2007. Det nuværende program udløber ved udgangen af 2027, og Kommissionen har foreslået at forlænge det. Parlamentet stemte for denne forlængelse og tilføjede sikkerheds- og gennemsigtighedsgarantier.
Budget på 678 millioner euroProgrammet har en ramme på 678 000 000 euro i løbende priser (602 720 000 euro i 2025-priser) for perioden fra 1. januar 2028 til 31. december 2034.
Dækning på op til 86 %Den maksimale EU-medfinansieringssats nærmer sig 86 % af de støtteberettigede omkostninger. Resten finansieres af Litauen og andre kilder.
Beskyttelse mod hybride truslerNedlukningsanlægget skal beskyttes mod hybride trusler, herunder droneangreb på kritisk infrastruktur. Programmet kan finansiere foranstaltninger til at styrke denne sikkerhed.
Vidensdeling koordineret af JRCKommissionens Fælles Forskningscenter koordinerer formidlingen af viden om nedlukning til medlemsstaterne og, under visse betingelser, til tredjelande med fortrolighedsgarantier.
Afslutning af det gamle program i 2028Forordningen fra 2021 ophæves fra 1. januar 2028. Igangværende aktioner fortsætter indtil deres afslutning.
Parlamentet vedtog teksten med 625 stemmer for, 20 imod og 22 hverken for eller imod.
Denne beslutning involverer europæiske skatteyderes penge i et meget langvarigt projekt: at demontere og dekontaminere udstyr og brønde fra Ignalina-reaktorerne, håndtere radioaktivt affald og beskytte arbejdstagere og miljøet. Den sigter også mod at forhindre, at Litauen alene bærer en regning, der anses for uforholdsmæssig stor i forhold til landets størrelse. Den viden, der opnås fra dette projekt, vil blive delt mellem medlemsstaterne, hvilket kan hjælpe andre lande med at nedlukke deres egne anlæg. Teksten er endnu ikke endelig: Rådet skal udtale sig, og Parlamentet anmoder om at blive hørt igen, hvis Rådet ændrer forslaget væsentligt.
Parlamentet har vedtaget 678 millioner euro til at fortsætte nedlukningen af det litauiske atomkraftværk Ignalina fra 2028 til 2034, med en europæisk medfinansiering på næsten 86 %. Teksten tilføjer to nyttige elementer, beskyttelse af anlægget mod droner og videndeling. Den løser ikke det grundlæggende spørgsmål: hvorfor betaler den europæiske skatteyder stadig, tyve år efter lukningen, for et projekt, hvis ultimative ansvar fortsat er litauisk?
Nedlukningen af Ignalina er et legitimt projekt: to RBMK-reaktorer af Tjernobyl-typen, lukket i 2004 og 2009, efterlader udstyr og brønde, som skal nedrives og dekontamineres. Litauen kan ikke alene bære en regning, der er ude af proportion med landets økonomiske størrelse, og protokol nr. 4 til tiltrædelsesakten fra 2003 forpligtede landet til at lukke. Men forlængelsen til 2034, med en konvolut der er større end de 552 millioner, som Kommissionen foreslog, forvandler en ekstraordinær støtte til en tilbagevendende budgetpost. Parlamentet har forhøjet budgettet uden i højere grad at gøre udbetalingen betinget af resultatmål. Et nukleart projekt, hvis finansiering er garanteret på forhånd, har ingen tilskyndelse til at overholde tidsfristerne: omkostningerne ved forsinkelsen bæres af Unionens budget, ikke af bygherren.
Parlamentets tilføjelser går i den rigtige retning. Beskyttelsen af anlægget mod hybride trusler, droner inklusive, er en konkret sikkerhedsudgift, ikke en stilklausul: et angreb på en kritisk infrastruktur under nedlukning ville få konsekvenser, der rækker ud over Litauen. Videndelingen, koordineret af Det Fælles Forskningscenter og finansieret 100 % af INSC-D, kan hjælpe andre medlemsstater med at nedlukke deres egne anlæg. Men disse to tilføjelser retter ikke op på den finansielle arkitektur: satsen på 86 % er fortsat et globalt maksimum, og medlemsstaternes yderligere bidrag lægges til konvolutten uden yderligere parlamentarisk kontrol.
En tilgang baseret på subsidiaritet ville have opretholdt den europæiske solidaritet, men knyttet hver finansieringstranche til verificerbare milepæle i nedlukningsplanen, med en uafhængig omkostningsrevision og en tilbageførselsklausul ved overskridelse. Den ville også have loftbegrænset Unionens bidrag i absolutte tal i stedet for at efterlade en åben konvolut til yderligere ressourcer. Parlamentet foretrak en budgetforhøjelse og sikkerhedsgarantier uden en resultatmekanisme. For skatteyderen er forskellen enkel: i det ene tilfælde følger pengene resultaterne; i det andet følger de tidsplanen.
Teksten er ikke endelig. Rådet skal udtale sig, og Parlamentet kræver at blive hørt igen, hvis Rådet ændrer væsentligt i forslaget. Det er lejligheden til at rette op på det, der mangler: bindende milepæle, et reelt loft og en uafhængig omkostningsvurdering før hver tranche. Uden det vil den europæiske solidaritet forblive en budgetpost, ikke en forpligtelse til resultater.
En ekstraordinær støtte bliver en budgetrente, så snart forsinkelsen ikke koster den, der forårsager den, noget.
Parlamentet har vedtaget 678 millioner euro til at fortsætte nedlukningen af det litauiske atomkraftværk Ignalina fra 2028 til 2034, med en europæisk medfinansiering på næsten 86 %. Teksten tilføjer to nyttige elementer, beskyttelse af anlægget mod droner og videndeling. Den løser ikke det grundlæggende spørgsmål: hvorfor betaler den europæiske skatteyder stadig, tyve år efter lukningen, for et projekt, hvis ultimative ansvar fortsat er litauisk?
Nedlukningen af Ignalina er et legitimt projekt: to RBMK-reaktorer af Tjernobyl-typen, lukket i 2004 og 2009, efterlader udstyr og brønde, som skal nedrives og dekontamineres. Litauen kan ikke alene bære en regning, der er ude af proportion med landets økonomiske størrelse, og protokol nr. 4 til tiltrædelsesakten fra 2003 forpligtede landet til at lukke. Men forlængelsen til 2034, med en konvolut der er større end de 552 millioner, som Kommissionen foreslog, forvandler en ekstraordinær støtte til en tilbagevendende budgetpost. Parlamentet har forhøjet budgettet uden i højere grad at gøre udbetalingen betinget af resultatmål. Et nukleart projekt, hvis finansiering er garanteret på forhånd, har ingen tilskyndelse til at overholde tidsfristerne: omkostningerne ved forsinkelsen bæres af Unionens budget, ikke af bygherren.
Parlamentets tilføjelser går i den rigtige retning. Beskyttelsen af anlægget mod hybride trusler, droner inklusive, er en konkret sikkerhedsudgift, ikke en stilklausul: et angreb på en kritisk infrastruktur under nedlukning ville få konsekvenser, der rækker ud over Litauen. Videndelingen, koordineret af Det Fælles Forskningscenter og finansieret 100 % af INSC-D, kan hjælpe andre medlemsstater med at nedlukke deres egne anlæg. Men disse to tilføjelser retter ikke op på den finansielle arkitektur: satsen på 86 % er fortsat et globalt maksimum, og medlemsstaternes yderligere bidrag lægges til konvolutten uden yderligere parlamentarisk kontrol.
En tilgang baseret på subsidiaritet ville have opretholdt den europæiske solidaritet, men knyttet hver finansieringstranche til verificerbare milepæle i nedlukningsplanen, med en uafhængig omkostningsrevision og en tilbageførselsklausul ved overskridelse. Den ville også have loftbegrænset Unionens bidrag i absolutte tal i stedet for at efterlade en åben konvolut til yderligere ressourcer. Parlamentet foretrak en budgetforhøjelse og sikkerhedsgarantier uden en resultatmekanisme. For skatteyderen er forskellen enkel: i det ene tilfælde følger pengene resultaterne; i det andet følger de tidsplanen.
Teksten er ikke endelig. Rådet skal udtale sig, og Parlamentet kræver at blive hørt igen, hvis Rådet ændrer væsentligt i forslaget. Det er lejligheden til at rette op på det, der mangler: bindende milepæle, et reelt loft og en uafhængig omkostningsvurdering før hver tranche. Uden det vil den europæiske solidaritet forblive en budgetpost, ikke en forpligtelse til resultater.
En ekstraordinær støtte bliver en budgetrente, så snart forsinkelsen ikke koster den, der forårsager den, noget.
