Europa-Parlamentet godkendte den 7. juli 2026 med 511 stemmer for, 87 imod og 61 hverken for eller imod en aftale med EU-regeringerne, som føjer langtidspleje til de europæiske regler for koordinering af social sikring og præciserer rettighederne for arbejdsløse og udstationerede arbejdstagere. Langtidspleje vil fremover blive koordineret efter reglerne for sygdom, med særlige regler ved samtidig ydelse. Teksten er endelig fra Parlamentets side; EU-regeringerne skal stadig formelt godkende den, før den bliver lov.
I dag behandler de europæiske regler for koordinering af social sikring (forordning 883/2004) ikke langtidspleje som en selvstændig kategori. En person, der har behov for betydelig hjælp til væsentlige dagligdagsaktiviteter, for eksempel på grund af høj alder, handicap eller sygdom, kan opleve, at rettighederne varierer meget fra land til land. Samtidig var reglerne om eksport af arbejdsløshedsunderstøttelse og om, hvilken lov der gælder for arbejdstagere i flere lande, ikke blevet opdateret i årevis. Parlamentet ændrede Kommissionens oprindelige forslag i stedet for at følge det som det var.
Langtidspleje anerkendtLangtidspleje bliver en koordineret kategori på europæisk plan. Den følger reglerne for sygdom, med en detaljeret liste over ydelser fastlagt af administrationskommissionen, hvor det præciseres, om der er tale om naturalydelser eller kontantydelser.
Samtidig ydelse reguleretNår en person både modtager kontantydelser til langtidspleje fra et land og naturalydelser fra et andet, nedsættes kontantydelserne med værdien af naturalydelserne. Landene kan fastsætte andre regler, men ikke mindre gunstige.
Arbejdsløshed: seks måneder opretholdtEn arbejdsløs person, der rejser til et andet EU-land for at søge arbejde, beholder sine ydelser i seks måneder fra den dag, hvor vedkommende ophørte med at stå til rådighed for arbejdsformidlingen. De kompetente myndigheder kan forlænge denne periode indtil udløbet af rettighederne.
Arbejde og arbejdsløshed samtidigEn person, der arbejder i et EU-land, mens vedkommende modtager arbejdsløshedsunderstøttelse fra et andet land, er omfattet af lovgivningen i det land, der udbetaler ydelserne.
Udstationering begrænset til 24 månederEn arbejdstager, der udstationeres i et andet EU-land, forbliver omfattet af social sikring i sit oprindelsesland, hvis den forventede varighed af arbejdet ikke overstiger 24 måneder.
Parlamentet vedtog teksten med 511 stemmer for, 87 imod og 61 hverken for eller imod ved en elektronisk afstemning ved navneopråb den 7. juli 2026.
For personer, der har behov for langtidspleje, skaber disse regler for første gang en klar europæisk ramme: deres ydelser koordineres som sygdomsydelser, med præcise regler ved samtidig ydelse mellem lande. For arbejdsløse, der søger arbejde i et andet EU-land, opretholdes perioden på seks måneder for eksport af ydelser og kan forlænges indtil udløbet af deres rettigheder. Udstationerede arbejdstagere og dem, der arbejder i et land, mens de modtager arbejdsløshedsunderstøttelse fra et andet, vil fremover vide, hvilken lovgivning der gælder. Teksten er endelig fra Parlamentets side; EU-regeringerne skal stadig formelt godkende den, før den bliver lov.
Europa-Parlamentet godkendte den 7. juli 2026 med 511 stemmer for, 87 imod og 61 hverken for eller imod en aftale med regeringerne, som integrerer langtidspleje i reglerne for koordinering af social sikring og præciserer grænsearbejdende lediges rettigheder. Langt fra at harmonisere de nationale systemer præciserer teksten, hvem der betaler hvad, når en person krydser grænser. Langtidspleje følger nu sygdomsreglerne med regler for kumulation mellem lande. For eksport af arbejdsløshedsydelser opretholdes perioden på seks måneder og kan forlænges indtil rettighedernes udløb. Et nyttigt skridt, men som lader den tunge administrative byrde for mobile arbejdstagere være intakt.
Langtidspleje, som hidtil har været fraværende i den europæiske koordinering, hører nu under kapitlet om sygdom. Konkret vil en person, der har behov for betydelig hjælp til dagliglivets væsentlige handlinger, få sine ydelser koordineret som sygdomsydelser med en detaljeret liste udarbejdet af administrationskommissionen. Ved kumulation mellem kontante ydelser fra et land og naturalydelser fra et andet nedsættes de kontante ydelser med værdien af den modtagne pleje. Staterne kan fastsætte gunstigere regler, men ikke mindre gunstige. Denne præcisering undgår dobbeltbetalinger og huller i dækningen uden at påtvinge en enkelt model.
Mekanismen er dog stadig i hænderne på administrative organer: listen over ydelser vil blive udarbejdet af administrationskommissionen efter høring af arbejdsmarkedets parter. Kriterierne, især udelukkelsen af social bistand og skønsmæssige ydelser, giver domstole og nationale administrationer et fortolkningsrum. En tilgang baseret på subsidiaritet kunne have nøjedes med principper om ikke-forskelsbehandling og gensidig anerkendelse og overladt det til staterne selv at definere ydelsernes karakter i stedet for at overlade en kommission at afgøre det fra sag til sag.
Eksporten af arbejdsløshedsydelser opretholdes på seks måneder med mulighed for forlængelse indtil rettighedernes udløb af de kompetente tjenester. Det nye er sammenlægningen af perioder: kun perioder, der er taget i betragtning i den stat, hvor de blev gennemført, sammenlægges, og den seneste stat skal have modtaget mindst en måneds uafbrudt bidrag. Denne lås forhindrer, at en jobsøgende ankommer til et land uden nogensinde at have arbejdet der og kræver ydelser alene på grundlag af tidligere bidrag andre steder. Mekanismen beskytter staternes finanser, men skaber en fælde for sæsonarbejdere eller personer, der skifter mellem korte kontrakter: en afbrudt måned kan være nok til at miste retten til sammenlægning.
Teksten præciserer også, at en person, der arbejder i et land, mens han modtager ydelser fra et andet, er omfattet af lovgivningen i det land, der betaler. Reglen er logisk, men forudsætter, at administrationerne udveksler oplysninger hurtigt. Digitaliseringen af procedurerne er dog stadig en opfordring til staterne, ikke en bindende forpligtelse. For virksomhederne ville den reelle forenkling være et online one-stop-shop for udstationeringer og ansøgninger om social sikring med bindende frister. Teksten går ikke så langt.
En aftale, der præciserer reglerne uden at lette byrden for dem, der arbejder på tværs af grænser.
Europa-Parlamentet godkendte den 7. juli 2026 med 511 stemmer for, 87 imod og 61 hverken for eller imod en aftale med regeringerne, som integrerer langtidspleje i reglerne for koordinering af social sikring og præciserer grænsearbejdende lediges rettigheder. Langt fra at harmonisere de nationale systemer præciserer teksten, hvem der betaler hvad, når en person krydser grænser. Langtidspleje følger nu sygdomsreglerne med regler for kumulation mellem lande. For eksport af arbejdsløshedsydelser opretholdes perioden på seks måneder og kan forlænges indtil rettighedernes udløb. Et nyttigt skridt, men som lader den tunge administrative byrde for mobile arbejdstagere være intakt.
Langtidspleje, som hidtil har været fraværende i den europæiske koordinering, hører nu under kapitlet om sygdom. Konkret vil en person, der har behov for betydelig hjælp til dagliglivets væsentlige handlinger, få sine ydelser koordineret som sygdomsydelser med en detaljeret liste udarbejdet af administrationskommissionen. Ved kumulation mellem kontante ydelser fra et land og naturalydelser fra et andet nedsættes de kontante ydelser med værdien af den modtagne pleje. Staterne kan fastsætte gunstigere regler, men ikke mindre gunstige. Denne præcisering undgår dobbeltbetalinger og huller i dækningen uden at påtvinge en enkelt model.
Mekanismen er dog stadig i hænderne på administrative organer: listen over ydelser vil blive udarbejdet af administrationskommissionen efter høring af arbejdsmarkedets parter. Kriterierne, især udelukkelsen af social bistand og skønsmæssige ydelser, giver domstole og nationale administrationer et fortolkningsrum. En tilgang baseret på subsidiaritet kunne have nøjedes med principper om ikke-forskelsbehandling og gensidig anerkendelse og overladt det til staterne selv at definere ydelsernes karakter i stedet for at overlade en kommission at afgøre det fra sag til sag.
Eksporten af arbejdsløshedsydelser opretholdes på seks måneder med mulighed for forlængelse indtil rettighedernes udløb af de kompetente tjenester. Det nye er sammenlægningen af perioder: kun perioder, der er taget i betragtning i den stat, hvor de blev gennemført, sammenlægges, og den seneste stat skal have modtaget mindst en måneds uafbrudt bidrag. Denne lås forhindrer, at en jobsøgende ankommer til et land uden nogensinde at have arbejdet der og kræver ydelser alene på grundlag af tidligere bidrag andre steder. Mekanismen beskytter staternes finanser, men skaber en fælde for sæsonarbejdere eller personer, der skifter mellem korte kontrakter: en afbrudt måned kan være nok til at miste retten til sammenlægning.
Teksten præciserer også, at en person, der arbejder i et land, mens han modtager ydelser fra et andet, er omfattet af lovgivningen i det land, der betaler. Reglen er logisk, men forudsætter, at administrationerne udveksler oplysninger hurtigt. Digitaliseringen af procedurerne er dog stadig en opfordring til staterne, ikke en bindende forpligtelse. For virksomhederne ville den reelle forenkling være et online one-stop-shop for udstationeringer og ansøgninger om social sikring med bindende frister. Teksten går ikke så langt.
En aftale, der præciserer reglerne uden at lette byrden for dem, der arbejder på tværs af grænser.
