Europa-Parlamentet har vedtaget en beslutning, der fordømmer det cubanske regimes systematiske undertrykkelse og kræver øjeblikkelig og betingelsesløs løsladelse af alle politiske fanger, herunder mindreårige. Det opfordrer til målrettede sanktioner mod de ansvarlige for undertrykkelsen, herunder Miguel Díaz-Canel og lederne af GAESA, og kræver, at Unionen suspenderer aftalen om politisk dialog og samarbejde med Cuba, hvis der ikke hurtigt træffes konkrete foranstaltninger til demokratisk overgang. Teksten opfordrer også til at levere humanitær bistand direkte til det cubanske folk uden om staten.
Cuba gennemgår en dyb krise: strømafbrydelser, der kan vare op til 22 timer om dagen, mangel på mad, vand og medicin samt en akkumuleret inflation på over 500 procent over fire år. Ifølge NGO'en Prisoners Defenders var 1.281 politiske fanger tilbageholdt i slutningen af maj 2026, herunder mindreårige. Europa-Parlamentet har gentagne gange advaret om situationen for menneskerettighederne på øen og om anvendelsen af EU-Cuba-aftalen fra 2016.
Løsladelse af politiske fangerParlamentet kræver øjeblikkelig og betingelsesløs løsladelse af alle politiske fanger og vilkårligt tilbageholdte personer, herunder mindreårige, ophør af tortur og mishandling samt øjeblikkelig adgang til retfærdige retssager og lægehjælp til alvorligt syge personer.
Målrettede sanktioner mod de ansvarligeDet anmoder om målrettede foranstaltninger under EU's globale sanktionsordning for menneskerettigheder mod de ansvarlige for undertrykkelsen, begyndende med de øverste ledere, herunder Miguel Díaz-Canel, de ansvarlige i den sikkerhedsmæssige, retslige og straffemæssige kommandokæde samt lederne af GAESA.
Betinget suspension af EU-Cuba-aftalenParlamentet opfordrer Kommissionens næstformand og medlemsstaterne til at erklære, at Unionen uden forsinkelse vil suspendere aftalen om politisk dialog og samarbejde, hvis der ikke inden for kort tid træffes eksplicitte, konkrete og betydningsfulde foranstaltninger (køreplan for demokratisk overgang, løsladelse af næsten 1.300 politiske fanger, tilladelse til tilbagevenden uden repressalier for eksilcubanere).
Humanitær bistand uden statens mellemkomstDet opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at etablere humanitære kanaler for at levere energi, mad og medicin direkte til det cubanske folk og til uafhængige virksomheder uden om staten og opfordrer alle donorer til at øge en bistand, der skal forblive beskyttet og aldrig finansiere regimet.
Adgang til tilbageholdelsesstederParlamentet kræver, at regimet giver Den Internationale Røde Kors Komité, FN's særlige rapporterer, en delegation fra Europa-Parlamentet og uafhængige observatører uhindret adgang til alle tilbageholdelsessteder.
Beslutningen blev vedtaget med 283 stemmer for, 199 imod og 85 hverken for eller imod ved en elektronisk afstemning ved navneopråb.
Denne beslutning er en politisk holdning fra Europa-Parlamentet: den ændrer ikke direkte EU-retten eller status for aftalen med Cuba, men den forpligter Parlamentet til at kræve det cubanske regime til ansvar. Konkret opfordrer den til sanktioner mod navngivne ansvarlige og til suspension af aftalen, hvis intet ændrer sig, og den støtter humanitær bistand, der når direkte til cubanerne uden om staten. For EU-borgerne betyder det, at deres Parlament presser på for en fastere linje over for Havana, uden umiddelbar juridisk forpligtelse for medlemsstaterne.
Europa-Parlamentet har vedtaget en beslutning, der fordømmer det cubanske regimes systematiske undertrykkelse og kræver øjeblikkelig og betingelsesløs løsladelse af alle politiske fanger, herunder mindreårige. Det opfordrer til målrettede sanktioner mod dem, der er ansvarlige for undertrykkelsen, herunder Miguel Díaz-Canel og lederne af GAESA, og kræver, at Unionen suspenderer aftalen om politisk dialog og samarbejde med Cuba, hvis der ikke hurtigt træffes konkrete foranstaltninger til demokratisk transition. Teksten opfordrer også til at levere humanitær bistand direkte til det cubanske folk uden om staten.
Europa-Parlamentets beslutning nøjes ikke med at fordømme undertrykkelsen; den beskriver dens mekanisme. Halvtreds års kommunistiske valg har styrtet Cuba ud i en dyb krise: strømafbrydelser på op til 22 timer i døgnet, mangel på mad, vand og medicin, en akkumuleret inflation på over 500 procent over fire år. Statslønningerne, der ligger på mellem 15 og 25 dollars om måneden efter sortbørskursen, gør det ikke muligt at overleve. Ifølge Det Cubanske Menneskerettighedsobservatorium lever 89 procent af familierne i ekstrem fattigdom, og syv ud af ti cubanere springer måltider over. Regimet holder befolkningen i afhængighed gennem organiseret mangel.
Til denne elendighed kommer den politiske undertrykkelse. Prisoners Defenders registrerer 1.281 politiske fanger ved udgangen af maj 2026, herunder mindreårige, og dokumenterer systematisk tortur, seksuel vold og nægtelse af lægehjælp. Parlamentet kræver øjeblikkelig og betingelsesløs løsladelse af alle politiske fanger og vilkårligt tilbageholdte personer, stop for mishandling, retfærdige retssager og fuld erstatning til ofrene. Det kræver også, at Den Internationale Røde Kors Komité, FN's særlige rapporteurs, en delegation fra Europa-Parlamentet og uafhængige observatører får uhindret adgang til alle tilbageholdelsessteder.
Parlamentet kræver målrettede foranstaltninger inden for rammerne af EU's globale sanktionsordning for menneskerettigheder mod dem, der er ansvarlige for undertrykkelsen, begyndende med de øverste ledere, herunder Miguel Díaz-Canel, de ansvarlige i den sikkerhedsmæssige, retslige og straffuldbyrdelsesmæssige kommandokæde samt lederne af GAESA. Der er ikke tale om generelle økonomiske sanktioner, som ville ramme befolkningen, men om individuelle foranstaltninger mod dem, der beordrer eller udfører undertrykkelsen. Denne tilgang er liberal: den rammer de ansvarlige, ikke ofrene.
Med hensyn til aftalen om politisk dialog og samarbejde opfordrer Parlamentet næstformanden i Kommissionen og medlemsstaterne til at erklære, at Unionen uden tøven vil suspendere aftalen, hvis der ikke på kort sigt træffes eksplicitte, konkrete og betydningsfulde foranstaltninger (køreplan for demokratisk transition, løsladelse af næsten 1.300 politiske fanger, tilladelse til hjemvendelse uden repressalier for eksilcubanere). Suspensionsklausulen findes allerede (artikel 85, stk. 3, litra b); Parlamentet kræver, at man tør bruge den. Det er et spørgsmål om troværdighed: en aftale, som regimet systematisk overtræder, kan ikke tjene som dække.
Teksten opfordrer også til direkte humanitære kanaler til det cubanske folk og til uafhængige virksomheder uden om staten, og til at bistanden aldrig finansierer regimet. Det liberale alternativ ville være at gøre al bistand betinget af reelle økonomiske reformer: retssikkerhed, erhvervsfrihed, åbenhed over for investeringer. Det kræver Parlamentet også, men direkte bistand er fortsat en redningskrans, ikke en holdbar løsning. Løsningen er afslutningen på statens monopol på økonomien.
Et regime, der sulter sit folk og fængsler sine dissidenter, kan ikke være en handels- og politisk partner som alle andre.
Europa-Parlamentet har vedtaget en beslutning, der fordømmer det cubanske regimes systematiske undertrykkelse og kræver øjeblikkelig og betingelsesløs løsladelse af alle politiske fanger, herunder mindreårige. Det opfordrer til målrettede sanktioner mod dem, der er ansvarlige for undertrykkelsen, herunder Miguel Díaz-Canel og lederne af GAESA, og kræver, at Unionen suspenderer aftalen om politisk dialog og samarbejde med Cuba, hvis der ikke hurtigt træffes konkrete foranstaltninger til demokratisk transition. Teksten opfordrer også til at levere humanitær bistand direkte til det cubanske folk uden om staten.
Europa-Parlamentets beslutning nøjes ikke med at fordømme undertrykkelsen; den beskriver dens mekanisme. Halvtreds års kommunistiske valg har styrtet Cuba ud i en dyb krise: strømafbrydelser på op til 22 timer i døgnet, mangel på mad, vand og medicin, en akkumuleret inflation på over 500 procent over fire år. Statslønningerne, der ligger på mellem 15 og 25 dollars om måneden efter sortbørskursen, gør det ikke muligt at overleve. Ifølge Det Cubanske Menneskerettighedsobservatorium lever 89 procent af familierne i ekstrem fattigdom, og syv ud af ti cubanere springer måltider over. Regimet holder befolkningen i afhængighed gennem organiseret mangel.
Til denne elendighed kommer den politiske undertrykkelse. Prisoners Defenders registrerer 1.281 politiske fanger ved udgangen af maj 2026, herunder mindreårige, og dokumenterer systematisk tortur, seksuel vold og nægtelse af lægehjælp. Parlamentet kræver øjeblikkelig og betingelsesløs løsladelse af alle politiske fanger og vilkårligt tilbageholdte personer, stop for mishandling, retfærdige retssager og fuld erstatning til ofrene. Det kræver også, at Den Internationale Røde Kors Komité, FN's særlige rapporteurs, en delegation fra Europa-Parlamentet og uafhængige observatører får uhindret adgang til alle tilbageholdelsessteder.
Parlamentet kræver målrettede foranstaltninger inden for rammerne af EU's globale sanktionsordning for menneskerettigheder mod dem, der er ansvarlige for undertrykkelsen, begyndende med de øverste ledere, herunder Miguel Díaz-Canel, de ansvarlige i den sikkerhedsmæssige, retslige og straffuldbyrdelsesmæssige kommandokæde samt lederne af GAESA. Der er ikke tale om generelle økonomiske sanktioner, som ville ramme befolkningen, men om individuelle foranstaltninger mod dem, der beordrer eller udfører undertrykkelsen. Denne tilgang er liberal: den rammer de ansvarlige, ikke ofrene.
Med hensyn til aftalen om politisk dialog og samarbejde opfordrer Parlamentet næstformanden i Kommissionen og medlemsstaterne til at erklære, at Unionen uden tøven vil suspendere aftalen, hvis der ikke på kort sigt træffes eksplicitte, konkrete og betydningsfulde foranstaltninger (køreplan for demokratisk transition, løsladelse af næsten 1.300 politiske fanger, tilladelse til hjemvendelse uden repressalier for eksilcubanere). Suspensionsklausulen findes allerede (artikel 85, stk. 3, litra b); Parlamentet kræver, at man tør bruge den. Det er et spørgsmål om troværdighed: en aftale, som regimet systematisk overtræder, kan ikke tjene som dække.
Teksten opfordrer også til direkte humanitære kanaler til det cubanske folk og til uafhængige virksomheder uden om staten, og til at bistanden aldrig finansierer regimet. Det liberale alternativ ville være at gøre al bistand betinget af reelle økonomiske reformer: retssikkerhed, erhvervsfrihed, åbenhed over for investeringer. Det kræver Parlamentet også, men direkte bistand er fortsat en redningskrans, ikke en holdbar løsning. Løsningen er afslutningen på statens monopol på økonomien.
Et regime, der sulter sit folk og fængsler sine dissidenter, kan ikke være en handels- og politisk partner som alle andre.
