Europa-Parlamentet vedtog den 18. juni 2026 en forordning, der pålægger bilproducenter at designe køretøjer, der er lettere at reparere, genbruge og genanvende, og forbedrer håndteringen af udtjente køretøjer (ELV). Teksten sigter mod at reducere affald, begrænse EU's afhængighed af kritiske råmaterialer og støtte den europæiske bilindustris konkurrenceevne.
I øjeblikket genererer køretøjer ved slutningen af deres levetid millioner af tons affald hvert år. Mange værdifulde materialer, såsom sjældne metaller, genanvendes ikke. Samtidig stiger bilernes størrelse og vægt, hvilket øger ressourceforbruget. EU ønsker at gå over til en cirkulær økonomi, hvor produkter designes til at holde og kunne genanvendes. Denne forordning er en del af "Fit for 55"-pakken, der sigter mod klimaneutralitet i 2050.
Den vedtagne tekst fastsætter krav om cirkularitet for design af nye køretøjer og for håndtering af ELV. Her er hovedpunkterne:
Teksten blev vedtaget ved førstebehandlingen med 437 stemmer for, 112 imod og 20 hverken for eller imod. Det er en Parlamentsposition, der vil danne grundlag for forhandlinger med Rådet for Den Europæiske Union (medlemsstaterne).
På sigt vil biler blive lettere og billigere at reparere, hvilket forlænger deres levetid og reducerer affald. Ejere vil lettere kunne få konverteret deres gamle forbrændingsbil til el. Brugte reservedele vil være mere tilgængelige. Endelig vil bedre håndtering af ELV begrænse ulovlig dumpning og ulovlig eksport af forurenende køretøjer til tredjelande.
Europa-Parlamentet vedtog den 18. juni 2026 med 437 stemmer mod 112 og 20 hverken for eller imod en forordning om cirkularitet for køretøjer. Bag undtagelserne for små serier og specialkøretøjer pålægger en ordning med udvidet producentansvar (EPR) bilproducenterne at finansiere indsamling og behandling af udtjente køretøjer. Omkostningen ved denne forpligtelse vil blive væltet over på prisen på nye biler og dermed på borgerne.
Det udvidede producentansvar (EPR) forpligter bilproducenterne til at finansiere indsamling og behandling af udtjente køretøjer. Denne omkostning, der indregnes i priserne, vil blive båret af køberne af nye køretøjer. Bilproducenterne kan ikke absorbere den i det uendelige: på et konkurrencepræget marked væltes den over på forbrugeren.
Mekanismen for modulering af de finansielle bidrag (artikel 21) sigter mod at belønne køretøjer, der er lettere at genanvende. Men den skaber et komplekst bonus-malus-system, som kræver et kontrolbureaukrati. Små serier og specialkøretøjer er fritaget, hvilket letter byrden for visse fabrikanter, men skaber konkurrenceforvridning.
Undtagelserne for små serier, militære køretøjer, historiske køretøjer og campingvogne er anerkendelser af sund fornuft: disse køretøjer har særlige livscyklusser og begrænsninger. Ligeledes giver udsættelsen af anvendelsen for tunge køretøjer og kategori L (60 måneder) aktørerne tid til at tilpasse sig.
Forordningen indfører imidlertid et digitalt cirkularitetspas (artikel 13) for køretøjer i kategori M1 og N1, en oplysningsmærkning og designkrav. Disse forpligtelser skaber faste omkostninger for bilproducenterne, som vil blive væltet over på priserne. Det digitale pas kræver især indsamling og opdatering af data gennem hele køretøjets levetid, en administrativ byrde, som vil tynge bilproducenter og importører.
Parlamentet har forbedret det oprindelige forslag ved at udelukke mange kategorier og udsætte anvendelsen, men det har ikke sat spørgsmålstegn ved princippet om ensartet regulering. En tilgang baseret på subsidiaritet ville have overladt det til medlemsstaterne at fastlægge deres egne genanvendelsesmål efter deres industrielle kapacitet og markeder. En markedsbaseret tilgang ville have prioriteret frivillige standarder og producenternes individuelle ansvar frem for en ensartet retlig forpligtelse.
EPR er en skjult skat på køb af en ny bil, betalt af borgeren for at finansiere en branche, som markedet selv kunne have organiseret.
Europa-Parlamentet vedtog den 18. juni 2026 med 437 stemmer mod 112 og 20 hverken for eller imod en forordning om cirkularitet for køretøjer. Bag undtagelserne for små serier og specialkøretøjer pålægger en ordning med udvidet producentansvar (EPR) bilproducenterne at finansiere indsamling og behandling af udtjente køretøjer. Omkostningen ved denne forpligtelse vil blive væltet over på prisen på nye biler og dermed på borgerne.
Det udvidede producentansvar (EPR) forpligter bilproducenterne til at finansiere indsamling og behandling af udtjente køretøjer. Denne omkostning, der indregnes i priserne, vil blive båret af køberne af nye køretøjer. Bilproducenterne kan ikke absorbere den i det uendelige: på et konkurrencepræget marked væltes den over på forbrugeren.
Mekanismen for modulering af de finansielle bidrag (artikel 21) sigter mod at belønne køretøjer, der er lettere at genanvende. Men den skaber et komplekst bonus-malus-system, som kræver et kontrolbureaukrati. Små serier og specialkøretøjer er fritaget, hvilket letter byrden for visse fabrikanter, men skaber konkurrenceforvridning.
Undtagelserne for små serier, militære køretøjer, historiske køretøjer og campingvogne er anerkendelser af sund fornuft: disse køretøjer har særlige livscyklusser og begrænsninger. Ligeledes giver udsættelsen af anvendelsen for tunge køretøjer og kategori L (60 måneder) aktørerne tid til at tilpasse sig.
Forordningen indfører imidlertid et digitalt cirkularitetspas (artikel 13) for køretøjer i kategori M1 og N1, en oplysningsmærkning og designkrav. Disse forpligtelser skaber faste omkostninger for bilproducenterne, som vil blive væltet over på priserne. Det digitale pas kræver især indsamling og opdatering af data gennem hele køretøjets levetid, en administrativ byrde, som vil tynge bilproducenter og importører.
Parlamentet har forbedret det oprindelige forslag ved at udelukke mange kategorier og udsætte anvendelsen, men det har ikke sat spørgsmålstegn ved princippet om ensartet regulering. En tilgang baseret på subsidiaritet ville have overladt det til medlemsstaterne at fastlægge deres egne genanvendelsesmål efter deres industrielle kapacitet og markeder. En markedsbaseret tilgang ville have prioriteret frivillige standarder og producenternes individuelle ansvar frem for en ensartet retlig forpligtelse.
EPR er en skjult skat på køb af en ny bil, betalt af borgeren for at finansiere en branche, som markedet selv kunne have organiseret.
