Europa-Parlamentet har vedtaget en beslutning, der fastslår, at det regerende parti i Georgien, Georgisk Drøm, ikke blot har suspenderet, men reelt vendt landets europæiske integration. Det opfordrer Den Europæiske Union og dens medlemsstater til straks at indføre målrettede personlige sanktioner mod Bidzina Ivanisjvili, hans familie, hans virksomheder, lederne af Georgisk Drøm, dommere, anklagere og andre ansvarlige for repressionen. Parlamentet kræver også øjeblikkelig løsladelse af alle politiske fanger, herunder den tidligere præsident Mikheil Saakasjvili, og bekræfter sin støtte til Georgiens suverænitet og territoriale integritet. Teksten blev vedtaget med 436 stemmer for, 145 imod og 47 hverken for eller imod.
Europa-Kommissionen havde i 2025 offentliggjort en rapport, der dokumenterede det demokratiske tilbageskridt i Georgien og den faktiske suspension af landets tiltrædelsesproces til Den Europæiske Union. Rapporten konstaterede, at de georgiske myndigheder ikke havde gennemført de ni betingelser, der er nødvendige for status som kandidatland, og at de fjernede sig fra europæiske standarder. Europa-Parlamentet reagerede ved at vedtage en beslutning, der går videre end en simpel konstatering: det kræver sanktioner og fordømmer en fuldstændig vending af Georgiens europæiske kurs. Denne beslutning er ikke en lov: den udtrykker Parlamentets politiske holdning og opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at handle.
Personlige sanktioner mod IvanisjviliParlamentet opfordrer Den Europæiske Union og dens medlemsstater til uden forsinkelse at indføre målrettede sanktioner mod Bidzina Ivanisjvili, medlemmer af hans familie og hans virksomheder samt mod de vigtigste ledere af Georgisk Drøm, dommere, anklagere og andre ansvarlige for repression og valgsvindel. Det kræver indefrysning af Ivanisjvilis aktiver og et samarbejde med Storbritannien og USA om dette spørgsmål.
Ophævelse af det ungarske vetoParlamentet opfordrer indtrængende den nye ungarske regering til at ophæve det veto, som dens forgænger indførte mod målrettede EU-dækkende sanktioner mod Bidzina Ivanisjvili og alle ledere af Georgisk Drøm. Det opfordrer Rådet til at undersøge kollektive mekanismer, når enstemmighed ikke er mulig, så Unionen kan reagere effektivt og samlet.
Løsladelse af politiske fangerParlamentet kræver øjeblikkelig og betingelsesløs løsladelse af alle personer, der er fængslet af politiske grunde, herunder oppositionsledere og tidligere embedsmænd. Det gentager sit krav om øjeblikkelig løsladelse af den tidligere præsident Mikheil Saakasjvili af humanitære grunde og kræver, at medlemmer af Europa-Parlamentet får uhindret adgang til Saakasjvili og de øvrige politiske fanger.
Ikke-anerkendelse af det georgiske parlamentParlamentet fastholder sin holdning om ikke at anerkende legitimiteten af det georgiske parlament og den præsident, som det har udpeget, og som det betegner som et faktisk etpartiparlament. Det opfordrer Unionens repræsentanter og medlemmer af Europa-Parlamentet til at afstå fra at møde repræsentanter for regimet, begyndende med den nuværende de facto-præsident, så længe repressionen og det demokratiske tilbageskridt fortsætter.
Støtte til georgisk suverænitetParlamentet bekræfter sin urokkelige støtte til Georgiens suverænitet og territoriale integritet og fordømmer den russiske besættelse af regionerne Abkhasien og Tskhinvali/Sydossetien. Det fordømmer udviklingen af den russiske flådebase i Ochamchire som en krænkelse af den territoriale integritet og en direkte trussel mod sikkerheden i Sortehavet og kræver øjeblikkelig og betingelsesløs tilbagetrækning af de russiske styrker.
Beslutningen blev vedtaget med 436 stemmer for, 145 stemmer imod og 47 hverken for eller imod ved en elektronisk afstemning ved navneopråb den 17. juni 2026.
For EU-borgerne betyder denne afstemning, at Europa-Parlamentet officielt anmoder om sanktioner mod de georgiske ansvarlige, men disse sanktioner er endnu ikke i kraft: de skal godkendes enstemmigt af medlemsstaterne i Rådet. Konkret vil de personer, der er omfattet af disse sanktioner, få deres aktiver indefrosset i Unionen og få forbud mod at rejse ind i det europæiske område. Parlamentet kræver også, at medlemmer af Europa-Parlamentet kan aflægge besøg hos Mikheil Saakasjvili og de øvrige politiske fanger, og at Unionen fortsat støtter det georgiske civilsamfund og uafhængige medier. Denne beslutning har ikke lovkraft: den udtrykker Parlamentets politiske holdning og opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at handle.
Europa-Parlamentet konstaterer, at Georgisk Drøm ikke blot har suspenderet, men vendt Georgiens europæiske kurs, og det navngiver dem, som det vil se sanktioneret: Bidzina Ivanisjvili, hans familie, hans virksomheder, partilederne, dommere, anklagere og medskyldige medieejere. Vedtaget med 436 stemmer mod 145 og 47 hverken for eller imod er denne tekst ikke en lov: det er et politisk pres, og alt afhænger nu af enstemmigheden blandt medlemsstaterne i Rådet.
En resolution fastfryser ingen konti. Men den fastsætter et mål og gør passivitet dyrt for dem, der vælger den. Ved at udpege Bidzina Ivanisjvili, hans familie, hans virksomheder, de dommere og anklagere, der tjener undertrykkelsen, forlader Parlamentet den diplomatiske beklagelses register. Det siger, hvem der har kapret staten, og det siger det offentligt, med 436 stemmer.
Mekanismen er enkel, og man må se den i øjnene: personlige sanktioner hører under Rådet, hvor et enkelt veto er nok. Parlamentet opfordrer derfor eksplicit den nye ungarske regering til at ophæve sin forgængers blokering og opfordrer Rådet til at undersøge kollektive mekanismer, når enstemmighed ikke kan opnås. Det er det egentlige spørgsmål: en Union, der kræver enstemmighed for at forsvare sine egne værdier, ender med slet ikke at kræve noget.
Resolutionen beskriver en konkret tandhjulsmekanisme, og det er her, den er nyttig. En lov om tilskud udvider begrebet udenlandsk finansiering så meget, at det bliver en forbrydelse med op til seks års fængsel, hvilket afskærer civilsamfundet og uafhængige medier fra enhver udenlandsk finansiering. En ændring af valgloven forbyder borgere at stemme fra udlandet. Oppositionspartier rammes af en forfatningssag anlagt af 88 parlamentsmedlemmer. Hver foranstaltning sænker omkostningen ved undertrykkelse for magten og øger omkostningen ved modstand for borgerne.
Parlamentet gør derfor forholdet til myndighederne betinget af verificerbare reformer og begrænser de politiske kontakter til det strengt nødvendige, samtidig med at engagementet over for civilsamfundet og uafhængige medier opretholdes. Det er den rigtige afvejning: ikke at behandle regimet som en normal partner, ikke at svigte dem, der kæmper. Næsten 75 procent af georgierne støtter europæisk integration ifølge teksten; det er dem, Unionen skal holde for øje, ikke de ledere, der fratager dem stemmeretten.
Teksten forbliver en politisk anbefaling uden juridisk forpligtelse. En tilgang baseret på subsidiaritet og ansvar ville have suppleret presset med påtagne ensidige handlinger: de medlemsstater, der allerede har indført indrejseforbud, og som Parlamentet glæder sig over, bør koordinere deres lister og offentliggøre deres kriterier i stedet for at vente på en enstemmighed, der beskytter én regerings interesser. Åbenhed om, hvem der er omfattet, og hvorfor, er bedre end endnu en pressemeddelelse.
Man må også måle omkostningen ved forsinkelsen. Hver måned uden sanktioner flyttes aktiver, omorganiseres strukturer, og netværk installerer sig, mens konnektivitetsprojekterne i Sortehavet venter på en stabil partner. Fasthed er ikke en moralsk positur: det er det, der gør en investering mulig.
En Union, der kræver enstemmighed for at forsvare sine værdier, ender med slet ikke at kræve noget.
Europa-Parlamentet konstaterer, at Georgisk Drøm ikke blot har suspenderet, men vendt Georgiens europæiske kurs, og det navngiver dem, som det vil se sanktioneret: Bidzina Ivanisjvili, hans familie, hans virksomheder, partilederne, dommere, anklagere og medskyldige medieejere. Vedtaget med 436 stemmer mod 145 og 47 hverken for eller imod er denne tekst ikke en lov: det er et politisk pres, og alt afhænger nu af enstemmigheden blandt medlemsstaterne i Rådet.
En resolution fastfryser ingen konti. Men den fastsætter et mål og gør passivitet dyrt for dem, der vælger den. Ved at udpege Bidzina Ivanisjvili, hans familie, hans virksomheder, de dommere og anklagere, der tjener undertrykkelsen, forlader Parlamentet den diplomatiske beklagelses register. Det siger, hvem der har kapret staten, og det siger det offentligt, med 436 stemmer.
Mekanismen er enkel, og man må se den i øjnene: personlige sanktioner hører under Rådet, hvor et enkelt veto er nok. Parlamentet opfordrer derfor eksplicit den nye ungarske regering til at ophæve sin forgængers blokering og opfordrer Rådet til at undersøge kollektive mekanismer, når enstemmighed ikke kan opnås. Det er det egentlige spørgsmål: en Union, der kræver enstemmighed for at forsvare sine egne værdier, ender med slet ikke at kræve noget.
Resolutionen beskriver en konkret tandhjulsmekanisme, og det er her, den er nyttig. En lov om tilskud udvider begrebet udenlandsk finansiering så meget, at det bliver en forbrydelse med op til seks års fængsel, hvilket afskærer civilsamfundet og uafhængige medier fra enhver udenlandsk finansiering. En ændring af valgloven forbyder borgere at stemme fra udlandet. Oppositionspartier rammes af en forfatningssag anlagt af 88 parlamentsmedlemmer. Hver foranstaltning sænker omkostningen ved undertrykkelse for magten og øger omkostningen ved modstand for borgerne.
Parlamentet gør derfor forholdet til myndighederne betinget af verificerbare reformer og begrænser de politiske kontakter til det strengt nødvendige, samtidig med at engagementet over for civilsamfundet og uafhængige medier opretholdes. Det er den rigtige afvejning: ikke at behandle regimet som en normal partner, ikke at svigte dem, der kæmper. Næsten 75 procent af georgierne støtter europæisk integration ifølge teksten; det er dem, Unionen skal holde for øje, ikke de ledere, der fratager dem stemmeretten.
Teksten forbliver en politisk anbefaling uden juridisk forpligtelse. En tilgang baseret på subsidiaritet og ansvar ville have suppleret presset med påtagne ensidige handlinger: de medlemsstater, der allerede har indført indrejseforbud, og som Parlamentet glæder sig over, bør koordinere deres lister og offentliggøre deres kriterier i stedet for at vente på en enstemmighed, der beskytter én regerings interesser. Åbenhed om, hvem der er omfattet, og hvorfor, er bedre end endnu en pressemeddelelse.
Man må også måle omkostningen ved forsinkelsen. Hver måned uden sanktioner flyttes aktiver, omorganiseres strukturer, og netværk installerer sig, mens konnektivitetsprojekterne i Sortehavet venter på en stabil partner. Fasthed er ikke en moralsk positur: det er det, der gør en investering mulig.
En Union, der kræver enstemmighed for at forsvare sine værdier, ender med slet ikke at kræve noget.
