Den 16. juni 2026 vedtog Europa-Parlamentet en initiativbetænkning om anvendelsen af forordning (EU, Euratom) 2025/2445, som regulerer europæiske politiske partier og deres fonde. Teksten, udarbejdet af medlemmerne Loránt Vincze og Charles Goerens, gør status over de nuværende reglers funktion og foreslår forbedringer for at styrke gennemsigtighed, finansiering og den demokratiske rolle for disse enheder.
Europæiske politiske partier (f.eks. Det Europæiske Folkeparti, Det Europæiske Socialistparti osv.) og deres tilknyttede politiske fonde er transnationale organisationer, der bidrager til at danne en europæisk politisk bevidsthed og udtrykke unionsborgernes vilje. Forordning (EU, Euratom) 2025/2445, kaldet "omarbejdningsforordningen", moderniserede reglerne for disse enheder, navnlig med hensyn til finansiering, gennemsigtighed og overholdelse af europæiske værdier. Denne årlige betænkning evaluerer gennemførelsen af denne forordning og undersøger de finansierede aktiviteter.
Europa-Parlamentet vedtog en beslutning, der:
Beslutningen blev vedtaget med 426 stemmer for, 140 imod og 107 hverken for eller imod. Teksten opnåede således et bredt flertal, men stemmerne imod og undladelserne viser uenigheder på visse punkter, navnlig om kontrolniveauet over for fondene.
Denne betænkning har ingen direkte retlig virkning, men den påvirker Kommissionens fremtidige forslag. For borgerne er det et skridt mod mere gennemsigtige og effektive partier og fonde, der bedre kan repræsentere europæernes interesser. De foreslåede forbedringer sigter mod at sikre, at offentlige midler anvendes forsvarligt, og at disse organisationer reelt bidrager til den europæiske demokratiske debat uden udenlandsk indblanding. Ved at forenkle reglerne håber Parlamentet også at tilskynde til oprettelse af nye partier og fonde og dermed styrke den politiske mangfoldighed på europæisk plan.
Den 16. juni 2026 vedtog Europa-Parlamentet en initiativbetænkning, der opfordrer Kommissionen til at hæve Unionens bidrag til de europæiske politiske fonde til 100 % og fjerne loftet på 18 000 euro pr. donor pr. år. Bag retorikken om "demokratisk modstandsdygtighed" ligger et krav om yderligere offentlige midler uden effektivitetsvurdering, uden konditionalitet og uden øget kontrol med strukturer, hvis demokratiske nytteværdi stadig mangler at blive dokumenteret.
De europæiske politiske fonde er ikke partier: de opstiller ikke kandidater, står ikke til ansvar over for vælgerne og udsættes ikke for nogen valgmæssig sanktion. Ikke desto mindre ønsker Parlamentet at hæve Unionens bidrag til 100 % af deres støtteberettigede udgifter, det vil sige at lade den europæiske skatteyder bære samtlige deres driftsomkostninger. En fond, der ikke længere er afhængig af sine medlemmer eller donorer for at overleve, har ikke længere noget incitament til tilbageholdenhed: den bruger det, den får tildelt, uden risiko for at miste sin finansiering.
Betænkningen anerkender dog, at fondene klager over en "uforholdsmæssig regulatorisk byrde", og at erfaringen med gennemførelsen af forordningen er "begrænset". Parlamentets svar er ikke at forenkle reglerne eller afvente en evaluering, men at kræve flere penge og et højere donationsloft. Det er det stik modsatte af en ansvarlig tilgang: man belønner ineffektivitet med en ekstrabevilling.
At hæve loftet for donationer på 18 000 euro pr. donor pr. år uden at angive et nyt beløb eller en sikkerhedsforanstaltning er at åbne døren for større private finansieringer i strukturer, der allerede lever af offentlige midler. Parlamentet begrunder denne fleksibilitet med "diversificering af ressourcer", men det siger ikke, hvem der skal kontrollere midlernes oprindelse, eller hvordan man undgår, at en donor kaprer en fond. Øget transparens, hvis den forbliver deklaratorisk, beskytter ikke mod indflydelse.
Betænkningen foreslår et enkelt system for onlineerklæring, hvilket er en velkommen forenkling. Men at forenkle erklæringen uden at sætte loft over donationerne er at lette adgangen for private penge uden at lette kontrollen med dem. Det liberale alternativ ville være at gøre enhver forhøjelse af offentlig finansiering betinget af en reel lempelse af compliance-forpligtelserne og en fuldstændig offentliggørelse af donorerne, ikke det modsatte.
Man kræver flere offentlige midler til fonde, som ingen vælger, uden evaluering og uden modydelse.
Den 16. juni 2026 vedtog Europa-Parlamentet en initiativbetænkning, der opfordrer Kommissionen til at hæve Unionens bidrag til de europæiske politiske fonde til 100 % og fjerne loftet på 18 000 euro pr. donor pr. år. Bag retorikken om "demokratisk modstandsdygtighed" ligger et krav om yderligere offentlige midler uden effektivitetsvurdering, uden konditionalitet og uden øget kontrol med strukturer, hvis demokratiske nytteværdi stadig mangler at blive dokumenteret.
De europæiske politiske fonde er ikke partier: de opstiller ikke kandidater, står ikke til ansvar over for vælgerne og udsættes ikke for nogen valgmæssig sanktion. Ikke desto mindre ønsker Parlamentet at hæve Unionens bidrag til 100 % af deres støtteberettigede udgifter, det vil sige at lade den europæiske skatteyder bære samtlige deres driftsomkostninger. En fond, der ikke længere er afhængig af sine medlemmer eller donorer for at overleve, har ikke længere noget incitament til tilbageholdenhed: den bruger det, den får tildelt, uden risiko for at miste sin finansiering.
Betænkningen anerkender dog, at fondene klager over en "uforholdsmæssig regulatorisk byrde", og at erfaringen med gennemførelsen af forordningen er "begrænset". Parlamentets svar er ikke at forenkle reglerne eller afvente en evaluering, men at kræve flere penge og et højere donationsloft. Det er det stik modsatte af en ansvarlig tilgang: man belønner ineffektivitet med en ekstrabevilling.
At hæve loftet for donationer på 18 000 euro pr. donor pr. år uden at angive et nyt beløb eller en sikkerhedsforanstaltning er at åbne døren for større private finansieringer i strukturer, der allerede lever af offentlige midler. Parlamentet begrunder denne fleksibilitet med "diversificering af ressourcer", men det siger ikke, hvem der skal kontrollere midlernes oprindelse, eller hvordan man undgår, at en donor kaprer en fond. Øget transparens, hvis den forbliver deklaratorisk, beskytter ikke mod indflydelse.
Betænkningen foreslår et enkelt system for onlineerklæring, hvilket er en velkommen forenkling. Men at forenkle erklæringen uden at sætte loft over donationerne er at lette adgangen for private penge uden at lette kontrollen med dem. Det liberale alternativ ville være at gøre enhver forhøjelse af offentlig finansiering betinget af en reel lempelse af compliance-forpligtelserne og en fuldstændig offentliggørelse af donorerne, ikke det modsatte.
Man kræver flere offentlige midler til fonde, som ingen vælger, uden evaluering og uden modydelse.
