Europa-Parlamentet har vedtaget en beslutning, der opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til bedre at beskytte de grundlæggende rettigheder i Unionen. Det kræver navnlig iværksættelse af en skærpet procedure mod Ungarn, systematisk brug af mekanismen, der gør EU-midler betinget af respekt for retsstatsprincippet, og en europæisk strategi til bekæmpelse af fattigdom. Denne tekst er en politisk holdning: den skaber ikke nye juridiske forpligtelser.
Hvert år undersøger Europa-Parlamentet situationen for de grundlæggende rettigheder i Unionen og vedtager en beslutning, der opregner dets konstateringer og krav. Den vedtagne tekst dækker retsstatsprincippet, mediefrihed, bekæmpelse af korruption, sociale rettigheder og fattigdom. Den bygger på rapporter fra Agenturet for Grundlæggende Rettigheder og Kommissionen.
Skærpet procedure mod UngarnParlamentet opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at iværksætte proceduren i artikel 7, stk. 2, i traktaten om Den Europæiske Union mod Ungarn, som allerede har været omfattet af en procedure siden 2018. Det opfordrer også Rådet til at vedtage landespecifikke henstillinger med klare frister og målbare kriterier.
EU-midler betinget af retsstatsprincippetParlamentet opfordrer Kommissionen til systematisk og stringent at anvende forordningen, der gør det muligt at suspendere EU-midler i tilfælde af overtrædelse af retsstatsprincippet, så Unionens midler ikke finansierer krænkelser af Unionens værdier.
Fattigdomsstrategi for 2035Parlamentet opfordrer Kommissionen til at udarbejde en europæisk strategi til bekæmpelse af fattigdom med henblik på at udrydde fattigdom inden 2035, med målbare delmål, og til at oprette en EU-arbejdsgruppe om fattigdom.
Beskyttelse af journalister og medierParlamentet kræver fuld gennemførelse af EU-forordningen om mediefrihed og en hurtig gennemførelse af direktivet mod strategiske søgsmål. Det opfordrer til at beskytte journalister i eksil, navnlig mod misbrug af Interpols røde noticer.
Bekæmpelse af korruptionParlamentet opfordrer medlemsstaterne til fuldt ud at overholde GRECO's henstillinger og til at samarbejde med Den Europæiske Anklagemyndighed. Det opfordrer til en hurtig og ambitiøs anvendelse af direktivet om bekæmpelse af korruption og til beskyttelse af whistleblowere.
Parlamentet vedtog beslutningen med 328 stemmer for, 199 imod og 98 hverken for eller imod ved en elektronisk afstemning ved navneopråb.
Denne beslutning ændrer ikke direkte dine rettigheder: den udtrykker Europa-Parlamentets politiske holdning og opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at handle. Konkret taler den for, at EU-midler skal standses i tilfælde af alvorlige overtrædelser af retsstatsprincippet, for bedre beskyttelse af journalister og for en strategi med henblik på at udrydde fattigdom inden 2035. Disse krav har ikke lovkraft, så længe Kommissionen ikke foreslår bindende tekster, og medlemsstaterne ikke vedtager dem.
Med 328 stemmer for, 199 imod og 98 hverken for eller imod vedtog Europa-Parlamentet en resolution, der kræver, at proceduren i artikel 7, stk. 2, indledes mod Ungarn, at forordningen, der gør EU-midler betinget af retsstatsprincippet, anvendes systematisk, og at der iværksættes en antipfattigdomsstrategi for 2035. Teksten har ingen bindende virkning: den udtrykker et politisk flertal, den ændrer ikke en eneste borgerret.
Europa-Parlamentet vedtog en resolution om grundlæggende rettigheder i 2024 og 2025. Den opfordrer Kommissionen til at foretage systematiske konsekvensanalyser af de grundlæggende rettigheder før hvert lovgivningsforslag, styrke sine årlige rapporter om chartret og indlede traktatbrudsprocedurer. Den opfordrer også Rådet til at vedtage landespecifikke henstillinger med tidsfrister og målbare kriterier. Intet af dette skaber juridisk forpligtelse: Kommissionen står frit for at følge det eller ej, og medlemsstaterne er ikke bundet.
Mekanismen for retsstatsbetinget konditionalitet fortjener at blive set nærmere på. Denne forordning gør det muligt for Kommissionen at suspendere udbetalinger af EU-midler, når den konstaterer, at overtrædelser af retsstatsprincippet påvirker den forsvarlige økonomiske forvaltning. Parlamentet ønsker, at den anvendes »systematisk og stringent«. Men det er Kommissionen, ikke Parlamentet, der beslutter. Og Kommissionen har allerede vist, at den foretrækker at forhandle genopretningsplaner frem for at skære i midlerne. Resolutionen ændrer ikke dette styrkeforhold.
Opfordringen til at indlede artikel 7, stk. 2, mod Ungarn er et stærkt politisk signal. Proceduren har eksisteret siden 2018, men den er blokeret i Rådet, hvor flere regeringer nægter at gå videre. En resolution fra Parlamentet vil ikke oplåse denne blokering. Den tjener til at dokumentere holdninger og påvirke opinionen, ikke til at skabe retsvirkninger.
Parlamentet kræver en europæisk strategi for bekæmpelse af fattigdom med henblik på at udrydde fattigdom inden 2035, med delmål og en arbejdsgruppe under Unionen. Hensigten er generøs, men metoden rejser spørgsmål. Fattigdom kan ikke vedtages ved dekret; den afhænger af vækst, beskæftigelse, boligomkostninger og effektiviteten af sociale overførsler, områder hvor medlemsstaterne har hovedkompetencen. At oprette en arbejdsgruppe og europæiske mål risikerer at tilføje koordinering uden at behandle årsagerne: for høj skat på arbejde, regulering der fordyrer byggeriet, et stift arbejdsmarked.
Teksten kræver også, at boliger ikke længere behandles som en vare. Men boliger er en knap ressource, hvor byggeriet hæmmes af planlægningsregler og administrative omkostninger. Det sande liberale svar ville være at frigøre jord og reducere hindringerne for byggeri, ikke at mangedoble fonde og strategier. Parlamentet foretrækker den første mulighed: det kræver en særlig fond for overkommelige boliger. Det er at tilføje endnu et lag af offentlige udgifter uden at garantere, at udbuddet følger med.
En resolution forpligter kun dem, der har stemt for den; den ændrer hverken traktaterne eller borgernes liv.
Med 328 stemmer for, 199 imod og 98 hverken for eller imod vedtog Europa-Parlamentet en resolution, der kræver, at proceduren i artikel 7, stk. 2, indledes mod Ungarn, at forordningen, der gør EU-midler betinget af retsstatsprincippet, anvendes systematisk, og at der iværksættes en antipfattigdomsstrategi for 2035. Teksten har ingen bindende virkning: den udtrykker et politisk flertal, den ændrer ikke en eneste borgerret.
Europa-Parlamentet vedtog en resolution om grundlæggende rettigheder i 2024 og 2025. Den opfordrer Kommissionen til at foretage systematiske konsekvensanalyser af de grundlæggende rettigheder før hvert lovgivningsforslag, styrke sine årlige rapporter om chartret og indlede traktatbrudsprocedurer. Den opfordrer også Rådet til at vedtage landespecifikke henstillinger med tidsfrister og målbare kriterier. Intet af dette skaber juridisk forpligtelse: Kommissionen står frit for at følge det eller ej, og medlemsstaterne er ikke bundet.
Mekanismen for retsstatsbetinget konditionalitet fortjener at blive set nærmere på. Denne forordning gør det muligt for Kommissionen at suspendere udbetalinger af EU-midler, når den konstaterer, at overtrædelser af retsstatsprincippet påvirker den forsvarlige økonomiske forvaltning. Parlamentet ønsker, at den anvendes »systematisk og stringent«. Men det er Kommissionen, ikke Parlamentet, der beslutter. Og Kommissionen har allerede vist, at den foretrækker at forhandle genopretningsplaner frem for at skære i midlerne. Resolutionen ændrer ikke dette styrkeforhold.
Opfordringen til at indlede artikel 7, stk. 2, mod Ungarn er et stærkt politisk signal. Proceduren har eksisteret siden 2018, men den er blokeret i Rådet, hvor flere regeringer nægter at gå videre. En resolution fra Parlamentet vil ikke oplåse denne blokering. Den tjener til at dokumentere holdninger og påvirke opinionen, ikke til at skabe retsvirkninger.
Parlamentet kræver en europæisk strategi for bekæmpelse af fattigdom med henblik på at udrydde fattigdom inden 2035, med delmål og en arbejdsgruppe under Unionen. Hensigten er generøs, men metoden rejser spørgsmål. Fattigdom kan ikke vedtages ved dekret; den afhænger af vækst, beskæftigelse, boligomkostninger og effektiviteten af sociale overførsler, områder hvor medlemsstaterne har hovedkompetencen. At oprette en arbejdsgruppe og europæiske mål risikerer at tilføje koordinering uden at behandle årsagerne: for høj skat på arbejde, regulering der fordyrer byggeriet, et stift arbejdsmarked.
Teksten kræver også, at boliger ikke længere behandles som en vare. Men boliger er en knap ressource, hvor byggeriet hæmmes af planlægningsregler og administrative omkostninger. Det sande liberale svar ville være at frigøre jord og reducere hindringerne for byggeri, ikke at mangedoble fonde og strategier. Parlamentet foretrækker den første mulighed: det kræver en særlig fond for overkommelige boliger. Det er at tilføje endnu et lag af offentlige udgifter uden at garantere, at udbuddet følger med.
En resolution forpligter kun dem, der har stemt for den; den ændrer hverken traktaterne eller borgernes liv.
