Europa-Parlamentet vedtog en beslutning, der beklager, at Venezuelas amnestilov er slået fejl, og som kræver total og betingelsesløs løsladelse af alle personer, der er vilkårligt tilbageholdt af politiske årsager, hvoraf mindst 470 fortsat er uretmæssigt tilbageholdt. Teksten insisterer på, at denne lov aldrig må beskytte gerningsmænd til menneskerettighedskrænkelser, og at EU-Rådet ikke må ophæve sanktionerne mod disse ansvarlige, før der er gjort betydelige fremskridt hen imod en demokratisk overgang. Parlamentet opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at gøre alt for at opnå disse resultater.
Amnestiloven for demokratisk sameksistens, der blev vedtaget i februar 2026 af den venezuelanske regimes kontrollerede forsamling, skulle have muliggjort løsladelse af politiske fanger. I praksis førte den ikke til deres betingelsesløse løsladelse: mindst 470 personer er fortsat tilbageholdt under umenneskelige forhold, loven gælder kun i begrænsede tilfælde og anvendes ikke automatisk. Dens begrænsede rækkevidde, fraværet af uafhængig kontrol og dens diskriminerende gennemførelse har ikke givet noget grundlag for politisk forsoning. Den 23. april 2026 meddelte Delcy Rodriguez, at denne lov ophører, hvilket Parlamentet betragter som en krænkelse af forfatningen og af den dømmende magts uafhængighed.
Betingelsesløs løsladelse krævesParlamentet kræver total og betingelsesløs løsladelse af alle personer, der er vilkårligt tilbageholdt af politiske årsager, og insisterer på, at de fuldt ud nyder deres borgerlige og politiske rettigheder.
Ingen beskyttelse til torturbødlerAmnestiloven må under ingen omstændigheder anvendes til at beskytte de ansvarlige for menneskerettighedskrænkelser, som skal holdes fuldt ansvarlige for deres handlinger.
Stop for undertrykkelse og reformerParlamentet opfordrer indtrængende regimet til straks at stoppe undertrykkelsen og reformere de retslige, repressive og valgmæssige institutioner, herunder ved at lukke alle anlæg, der anvendes til vilkårlig tilbageholdelse, mishandling og tortur.
Sanktioner opretholdes på betingelserSå længe der ikke er truffet betydelige foranstaltninger til en fredelig demokratisk overgang ledet af Venezuela, herunder betingelsesløs løsladelse af alle politiske fanger, tilbagetrækning og annullering af alle politiske anklager mod oppositionen og etablering af en troværdig køreplan for frie valg, bør Rådet ikke ophæve sanktionerne mod de personer, der er ansvarlige for menneskerettighedskrænkelser.
Sikker tilbagevenden garanteretParlamentet kræver en afslutning på den politiske forfølgelse, betingelsesløs ophævelse af alle restriktioner pålagt politiske fanger og garanti for en sikker tilbagevenden uden repressalier.
Beslutningen blev vedtaget med 507 stemmer for, 31 imod og 35 hverken for eller imod ved en elektronisk afstemning ved navneopråb.
Denne beslutning er ikke en lov: den udtrykker Europa-Parlamentets politiske holdning og opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at lægge pres for løsladelsen af politiske fanger og respekten for menneskerettighederne i Venezuela. Den anbefaler Rådet ikke at ophæve sanktionerne mod de ansvarlige for menneskerettighedskrænkelser, før der er opnået betydelige demokratiske fremskridt. EU-borgere, herunder dem med familie eller interesser i Venezuela, berøres af Parlamentets engagement for løsladelsen af vilkårligt tilbageholdte personer, herunder europæiske statsborgere, og af opretholdelsen af målrettede sanktioner.
En amnestilov, der efterlader 470 politiske fanger bag tremmerne, er ikke en amnesti, det er en kulisse. Europa-Parlamentet sagde det klart: det kræver total og betingelsesløs løsladelse af alle vilkårligt tilbageholdte, og advarer Rådet om, at det ikke må ophæve sanktionerne mod torturisterne, før den demokratiske overgang er begyndt.
Teksten, der blev vedtaget den 30. april 2026 med 507 stemmer for, 31 imod og 35 hverken for eller imod, er ikke en lov: det er en politisk resolution. Men dens konstatering er ubønhørlig. Amnestiloven for demokratisk sameksistens, som blev vedtaget i februar 2026 af en forsamling kontrolleret af regimet, skulle løslade de politiske fanger. Det gjorde den ikke. Mindst 470 personer tilbageholdes fortsat, herunder militærfolk, advokater, journalister, menneskerettighedsforkæmpere og EU-borgere. Loven gælder kun for begrænsede tilfælde, er ikke automatisk og tvinger de tilbageholdte til at anerkende falske anklager for en retfærdighed, der er underlagt ordrer. Det er ikke en amnesti, det er endnu en fælde.
Parlamentet stopper ikke ved konstateringen. Det kræver total og betingelsesløs løsladelse af alle politiske fanger og fastslår, at amnestien under ingen omstændigheder må beskytte torturister. Det kræver lukning af alle centre for vilkårlig tilbageholdelse og standsning af forfølgelserne. I bund og grund er logikken enkel: en amnesti, der ikke løslader, er blot et kommunikationsinstrument. Den gør det muligt for regimet at fortælle verden, at det gør en gestus, mens dets fængsler forbliver fyldte. Parlamentet afviser dette købmandskab.
Budskabet til Rådet er lige så klart: ingen ophævelse af sanktionerne mod de ansvarlige for menneskerettighedskrænkelser, før der er taget betydelige skridt. Parlamentet fastsætter tre betingelser: betingelsesløs løsladelse af alle politiske fanger, tilbagetrækning og annullering af alle politiske anklager mod oppositionen og en troværdig køreplan for frie valg. Så længe disse betingelser ikke er opfyldt, forbliver sanktionerne. Det er en fast holdning, ikke naivitet.
Denne tilgang har en fortjeneste: den knytter guleroden til verificerbare handlinger, ikke til løfter. Den undgår »amnestilovens« syndrom: en kosmetisk gestus, der ikke ændrer noget ved fængslernes virkelighed. Ved at kræve beviser før enhver indrømmelse beskytter Parlamentet de europæiske sanktioners troværdighed. Det minder også om, at overgangen skal ledes af venezuelanerne selv, med respekt for deres suverænitet.
En amnesti, der efterlader 470 politiske fanger bag tremmerne, er ikke en amnesti, det er en kulisse.
En amnestilov, der efterlader 470 politiske fanger bag tremmerne, er ikke en amnesti, det er en kulisse. Europa-Parlamentet sagde det klart: det kræver total og betingelsesløs løsladelse af alle vilkårligt tilbageholdte, og advarer Rådet om, at det ikke må ophæve sanktionerne mod torturisterne, før den demokratiske overgang er begyndt.
Teksten, der blev vedtaget den 30. april 2026 med 507 stemmer for, 31 imod og 35 hverken for eller imod, er ikke en lov: det er en politisk resolution. Men dens konstatering er ubønhørlig. Amnestiloven for demokratisk sameksistens, som blev vedtaget i februar 2026 af en forsamling kontrolleret af regimet, skulle løslade de politiske fanger. Det gjorde den ikke. Mindst 470 personer tilbageholdes fortsat, herunder militærfolk, advokater, journalister, menneskerettighedsforkæmpere og EU-borgere. Loven gælder kun for begrænsede tilfælde, er ikke automatisk og tvinger de tilbageholdte til at anerkende falske anklager for en retfærdighed, der er underlagt ordrer. Det er ikke en amnesti, det er endnu en fælde.
Parlamentet stopper ikke ved konstateringen. Det kræver total og betingelsesløs løsladelse af alle politiske fanger og fastslår, at amnestien under ingen omstændigheder må beskytte torturister. Det kræver lukning af alle centre for vilkårlig tilbageholdelse og standsning af forfølgelserne. I bund og grund er logikken enkel: en amnesti, der ikke løslader, er blot et kommunikationsinstrument. Den gør det muligt for regimet at fortælle verden, at det gør en gestus, mens dets fængsler forbliver fyldte. Parlamentet afviser dette købmandskab.
Budskabet til Rådet er lige så klart: ingen ophævelse af sanktionerne mod de ansvarlige for menneskerettighedskrænkelser, før der er taget betydelige skridt. Parlamentet fastsætter tre betingelser: betingelsesløs løsladelse af alle politiske fanger, tilbagetrækning og annullering af alle politiske anklager mod oppositionen og en troværdig køreplan for frie valg. Så længe disse betingelser ikke er opfyldt, forbliver sanktionerne. Det er en fast holdning, ikke naivitet.
Denne tilgang har en fortjeneste: den knytter guleroden til verificerbare handlinger, ikke til løfter. Den undgår »amnestilovens« syndrom: en kosmetisk gestus, der ikke ændrer noget ved fængslernes virkelighed. Ved at kræve beviser før enhver indrømmelse beskytter Parlamentet de europæiske sanktioners troværdighed. Det minder også om, at overgangen skal ledes af venezuelanerne selv, med respekt for deres suverænitet.
En amnesti, der efterlader 470 politiske fanger bag tremmerne, er ikke en amnesti, det er en kulisse.
