Europa-Parlamentet har vedtaget en beslutning, der kraftigt fordømmer Kinas lov om etnisk enhed og fremskridt, vedtaget den 12. marts 2026, og de assimilationspolitikker, den indfører. Det opfordrer Kina til at ophæve loven, EU-Rådet til at aktivere den globale ordning for menneskerettighedssanktioner mod ansvarlige personer og medlemsstaterne til at suspendere deres udleveringsaftaler med Kina. Parlamentet kræver også øjeblikkelig løsladelse af flere kinesiske politiske fanger. Teksten er en politisk holdning: den skaber ikke direkte juridisk forpligtelse.
Loven om etnisk enhed og fremskridt, vedtaget af Kinas nationale folkekongres den 12. marts 2026, prioriterer mandarin i uddannelse, offentligt liv og medier og begrænser de kulturelle, religiøse og sproglige friheder for flere mindretal, herunder tibetanske, hui, uiguriske, manchuiske og mongolske. Den afviger fra loven fra 1984 om etnisk regional autonomi. Dens ekstraterritoriale rækkevidde gør det muligt at retsforfølge personer i udlandet, der er anklaget for at underminere Kinas etniske enhed, hvilket Parlamentet betegner som transnational undertrykkelse.
Fordømmelse af assimilationspolitikkerParlamentet fordømmer kraftigt Kinas undertrykkende assimilationspolitikker og de deraf følgende menneskerettighedskrænkelser, navnlig i Tibet, Xinjiang og Indre Mongoliet.
Krav om ophævelse af lovenDet opfordrer indtrængende Kina til at ophæve loven fra 2026 for at overholde sine internationale forpligtelser vedrørende ikke-forskelsbehandling og beskyttelse af etniske og religiøse mindretal.
Aktivering af sanktionsordningenDet opfordrer EU-Rådet til at aktivere den globale ordning for menneskerettighedssanktioner mod de embedsmænd og enheder, der er ansvarlige for udformningen og gennemførelsen af denne lov.
Suspension af udleveringsaftalerDet opfordrer indtrængende alle medlemsstater til at suspendere deres udleveringsaftaler med Kina for at beskytte forfulgte personer i Unionen mod risikoen for transnational undertrykkelse i forbindelse med lovens ekstraterritoriale rækkevidde.
Løsladelse af politiske fangerDet kræver øjeblikkelig løsladelse af Choktrul Dorje Ten Rinpoche, Palden Yeshi, Ilham Tohti (modtager af Sakharov-prisen), Gedhun Choekyi Nyima (den ellevte Panchen Lama) og den mongolske aktivist Hada og opfordrer til fortsat at tale deres sag over for Kina.
Beslutningen blev vedtaget med 439 stemmer for, 52 imod og 71 hverken for eller imod ved en elektronisk afstemning ved navneopråb.
Denne beslutning udtrykker Europa-Parlamentets politiske holdning. Den skaber ikke juridisk forpligtelse for EU eller medlemsstaterne, men den opfordrer Rådet til at sanktionere kinesiske ansvarlige og medlemsstaterne til at suspendere deres udleveringsaftaler med Kina. Hvis disse anmodninger blev fulgt, kunne personer, der er truet af transnational undertrykkelse på EU's område, beskyttes bedre. Parlamentet vurderer, at denne lov vil få alvorlige konsekvenser for forbindelserne mellem Unionen og Kina.
Europa-Parlamentet har vedtaget en resolution, der kraftigt fordømmer den kinesiske lov om etnisk enhed og fremskridt, som blev vedtaget den 12. marts 2026, og de assimilationspolitikker, den indfører. Det opfordrer Kina til at ophæve loven, Rådet til at aktivere den globale sanktionsordning for menneskerettigheder og medlemsstaterne til at suspendere deres udleveringsaftaler med Kina. Men ud over ordene er det Europas troværdighed på menneskerettighedsområdet, der står på spil.
Europa-Parlamentets resolution er et stærkt politisk signal. Den betegner den kinesiske lov som et instrument for repressiv assimilation og transnational repression og kræver den ophævet. Den peger på de ekstraterritoriale bestemmelser, der gør det muligt for Beijing at retsforfølge personer i udlandet, som anklages for at underminere Kinas "etniske enhed", og opfordrer medlemsstaterne til at suspendere deres udleveringsaftaler for at beskytte forfulgte personer i Unionen. Principielt er det rigtigt. Men en resolution er ikke en lov: den forpligter hverken Rådet til at sanktionere eller medlemsstaterne til at suspendere noget som helst. Parlamentet opfordrer, det beslutter ikke.
Mekanismen er enkel: EU's globale sanktionsordning for menneskerettigheder findes allerede, men dens aktivering kræver enstemmighed blandt medlemsstaterne i Rådet. Flere europæiske hovedstæder tøver imidlertid med at sanktionere kinesiske embedsmænd af frygt for økonomiske repressalier. Parlamentets resolution ændrer ikke denne aritmetik. Den lægger politisk pres, men skaber ikke en omkostning for dem, der blokerer. Resultatet: opfordringerne vil forblive uden virkning, så længe de nationale regeringer ikke betaler den politiske pris for deres valg.
Den kinesiske lovs ekstraterritoriale rækkevidde er et direkte indgreb i de europæiske staters suverænitet. Ved at gøre det muligt at retsforfølge personer på EU's område for handlinger begået uden for Kina ignorerer Beijing princippet om strafferettens territorialitet. Parlamentet opfordrer medlemsstaterne til at suspendere deres udleveringsaftaler med Kina. Det er en legitim beskyttelsesforanstaltning, men den ligger stadig i regeringernes hænder. Visse medlemsstater, som Italien eller Grækenland, har gamle udleveringsaftaler og tøver med at suspendere dem af frygt for diplomatiske eller økonomiske repressalier.
Parlamentet kræver ikke, at aftalerne ophører, kun at de suspenderes. Det er en vigtig nuance: det handler ikke om at bryde forbindelserne, men om at beskytte enkeltpersoner. Uden en bindende mekanisme vil hver medlemsstat dog beslutte ud fra sine egne interesser. Resolutionen opfordrer også FN's Højkommissær for Menneskerettigheder til at offentliggøre en opdateret rapport om 2026-loven. Også her er det et fromt ønske: FN har ingen tvangsmagt over for Kina.
I stedet for at mangedoble ikke-bindende opfordringer kunne EU gøre sine handels- og investeringsaftaler med Kina betinget af respekt for menneskerettighederne. En tilgang baseret på gensidighed og ansvarlighed: hvis Kina vil have adgang til det europæiske marked, skal Kina overholde minimumsstandarder. Det ville skabe en reel omkostning for Beijing og ikke blot en erklæring. Parlamentet kunne have bedt Kommissionen om at revurdere den samlede EU-Kina-investeringsaftale i lyset af denne lov. Det gjorde det ikke. Det er en forspildt mulighed for at knytte ord til handling.
Endelig kræver resolutionen løsladelse af politiske fanger, herunder Ilham Tohti, modtager af Sakharov-prisen. Det er en moralsk pligt. Men uden økonomisk eller diplomatisk løftestang vil disse krav forblive uden virkning. Europa må vælge: enten nøjes det med symbolske fordømmelser, eller det påtager sig et magtforhold. Den vedtagne resolution er et første skridt, men den er ikke nok til at beskytte ofrene for den kinesiske repression.
En resolution, der fordømmer uden at tvinge, lader ofrene alene tilbage over for repressionen.
Europa-Parlamentet har vedtaget en resolution, der kraftigt fordømmer den kinesiske lov om etnisk enhed og fremskridt, som blev vedtaget den 12. marts 2026, og de assimilationspolitikker, den indfører. Det opfordrer Kina til at ophæve loven, Rådet til at aktivere den globale sanktionsordning for menneskerettigheder og medlemsstaterne til at suspendere deres udleveringsaftaler med Kina. Men ud over ordene er det Europas troværdighed på menneskerettighedsområdet, der står på spil.
Europa-Parlamentets resolution er et stærkt politisk signal. Den betegner den kinesiske lov som et instrument for repressiv assimilation og transnational repression og kræver den ophævet. Den peger på de ekstraterritoriale bestemmelser, der gør det muligt for Beijing at retsforfølge personer i udlandet, som anklages for at underminere Kinas "etniske enhed", og opfordrer medlemsstaterne til at suspendere deres udleveringsaftaler for at beskytte forfulgte personer i Unionen. Principielt er det rigtigt. Men en resolution er ikke en lov: den forpligter hverken Rådet til at sanktionere eller medlemsstaterne til at suspendere noget som helst. Parlamentet opfordrer, det beslutter ikke.
Mekanismen er enkel: EU's globale sanktionsordning for menneskerettigheder findes allerede, men dens aktivering kræver enstemmighed blandt medlemsstaterne i Rådet. Flere europæiske hovedstæder tøver imidlertid med at sanktionere kinesiske embedsmænd af frygt for økonomiske repressalier. Parlamentets resolution ændrer ikke denne aritmetik. Den lægger politisk pres, men skaber ikke en omkostning for dem, der blokerer. Resultatet: opfordringerne vil forblive uden virkning, så længe de nationale regeringer ikke betaler den politiske pris for deres valg.
Den kinesiske lovs ekstraterritoriale rækkevidde er et direkte indgreb i de europæiske staters suverænitet. Ved at gøre det muligt at retsforfølge personer på EU's område for handlinger begået uden for Kina ignorerer Beijing princippet om strafferettens territorialitet. Parlamentet opfordrer medlemsstaterne til at suspendere deres udleveringsaftaler med Kina. Det er en legitim beskyttelsesforanstaltning, men den ligger stadig i regeringernes hænder. Visse medlemsstater, som Italien eller Grækenland, har gamle udleveringsaftaler og tøver med at suspendere dem af frygt for diplomatiske eller økonomiske repressalier.
Parlamentet kræver ikke, at aftalerne ophører, kun at de suspenderes. Det er en vigtig nuance: det handler ikke om at bryde forbindelserne, men om at beskytte enkeltpersoner. Uden en bindende mekanisme vil hver medlemsstat dog beslutte ud fra sine egne interesser. Resolutionen opfordrer også FN's Højkommissær for Menneskerettigheder til at offentliggøre en opdateret rapport om 2026-loven. Også her er det et fromt ønske: FN har ingen tvangsmagt over for Kina.
I stedet for at mangedoble ikke-bindende opfordringer kunne EU gøre sine handels- og investeringsaftaler med Kina betinget af respekt for menneskerettighederne. En tilgang baseret på gensidighed og ansvarlighed: hvis Kina vil have adgang til det europæiske marked, skal Kina overholde minimumsstandarder. Det ville skabe en reel omkostning for Beijing og ikke blot en erklæring. Parlamentet kunne have bedt Kommissionen om at revurdere den samlede EU-Kina-investeringsaftale i lyset af denne lov. Det gjorde det ikke. Det er en forspildt mulighed for at knytte ord til handling.
Endelig kræver resolutionen løsladelse af politiske fanger, herunder Ilham Tohti, modtager af Sakharov-prisen. Det er en moralsk pligt. Men uden økonomisk eller diplomatisk løftestang vil disse krav forblive uden virkning. Europa må vælge: enten nøjes det med symbolske fordømmelser, eller det påtager sig et magtforhold. Den vedtagne resolution er et første skridt, men den er ikke nok til at beskytte ofrene for den kinesiske repression.
En resolution, der fordømmer uden at tvinge, lader ofrene alene tilbage over for repressionen.
