Den 10. marts 2026 vedtog Europa-Parlamentet en betænkning om offentlighedens adgang til dokumenter fra EU-institutionerne for perioden 2022-2024. Teksten evaluerer gennemførelsen af forordning (EF) nr. 1049/2001, som sikrer enhver borger ret til at konsultere dokumenter fra EU-institutionerne. Betænkningen indeholder anbefalinger til at forbedre gennemsigtigheden og adgangen til information.
Retten til aktindsigt er en søjle i det europæiske demokrati. Den giver borgere, journalister og forskere mulighed for at kontrollere institutionernes arbejde. Betænkningen dækker årene 2022 til 2024 og følger op på nylige sager (især dommene De Capitani og Public.Resource.Org), som har præciseret grænserne for denne ret. Ordføreren, Veronika Cifrová Ostrihoňová (Renew Europe, Slovakiet), understregede nødvendigheden af at modernisere reglerne i lyset af de digitale udfordringer.
Parlamentet vedtog betænkningen med 602 stemmer for, 9 imod og 8 hverken for eller imod. Det kræver bl.a.:
Betænkningen kritiserer også institutionernes langsommelighed med at besvare anmodninger om aktindsigt og anbefaler kortere frister.
Teksten blev vedtaget med et meget stort flertal: 602 medlemmer stemte for, 9 imod, og 8 undlod at stemme. Denne massive opbakning viser, at gennemsigtighed er en tværpolitisk prioritet.
Selvom denne betænkning ikke har direkte retsvirkning, sender den et stærkt politisk signal. Den kan føre til en revision af forordningen om aktindsigt, hvilket vil gøre det lettere for dig at få oplysninger om europæiske beslutninger. Konkret vil du lettere kunne konsultere lovforslag, interne notater eller mødereferater. Journalister og NGO'er vil også få bedre muligheder for at undersøge forhold. I mellemtiden kan du allerede nu udøve din ret ved at sende en anmodning til den pågældende institution via dens hjemmeside.
Europa-Parlamentet vedtog den 10. marts 2026 med 602 stemmer mod 9 og 8 hverken for eller imod en resolution, der smækker døren i i gennemsigtighedens navn. Men bag den tilsyneladende enighed ændrer teksten ikke et komma i forordning 1049/2001: den konstaterer, den fordømmer, den kræver. Og det er netop her, det gør ondt.
Parlamentet bekræfter, at adgang til dokumenter er en grundlæggende rettighed. Det har ret. Men en rettighed, som institutionerne krænker ustraffet, er kun kulisser. De tal, den citerer, er knusende: i 2024 modtog Kommissionen 6 938 oprindelige anmodninger og 641 bekræftende anmodninger. Frem for alt afgjorde den i 85 % af de undersøgte sager ikke inden for de lovbestemte frister, og i 60 % af tilfældene overskred forsinkelsen tres arbejdsdage. En borger, der venter tre måneder på at få et dokument, har allerede mistet informationens politiske anvendelighed.
Resolutionen peger også på den reviderede interne ramme, som Kommissionen vedtog i 2024. Ved at indskrænke definitionen af, hvad et "dokument" er, ved at tilføje undtagelser til registreringen og formodninger om ikke-offentliggørelse svækker Kommissionen forordningens rækkevidde. Parlamentet kræver, at Domstolens retspraksis respekteres. Men hvem sanktionerer? Ingen. Teksten kræver endda, at der fastsættes eventuelle sanktioner. Det er en indrømmelse: som det står, er gennemsigtigheden ikke bindende, den er skønsmæssig.
Rådet står ikke tilbage. Parlamentet fordømmer LIMITE-mærkningen, der anvendes på de fleste forberedende dokumenter i igangværende lovgivningsprocedurer. Konkret betyder det, at borgerne ikke kan vide, hvad deres regering forsvarer i Bruxelles, før beslutningen er truffet. Domstolen har dog anerkendt adgangen til dokumenter fra Rådets arbejdsgrupper. Men adgangen skal stadig anmodes om, og Rådet nægter systematisk at åbne trilogdokumenter: dagsordener, firekolonnedokumenter, referater. Gennemsigtigheden bliver et privilegium for insiderer.
Parlamentet opfordrer Rådet til proaktivt at offentliggøre medlemsstaternes holdninger. Man kan måle afstanden til virkeligheden: Rådets register indeholdt mere end 527 000 dokumenter ved udgangen af 2024, men over 72 % var allerede tilgængelige. Problemet er ikke mængden, det er udvælgelsen. De dokumenter, der betyder noget, dem der kaster lys over magtforholdene, forbliver uigennemsigtige. Resolutionen siger det, men uden direkte effekt.
Den virkelige løftestang er ikke at stable politiske krav oven på hinanden, men at tvinge dem, der beslutter, til at stå til regnskab. En tilgang baseret på nærhedsprincippet og markedet ville sige: lad os gøre dokumenterne tilgængelige som standard, med strengt definerede undtagelser og en bindende svarfrist, ellers er beslutningen ugyldig. Gennemsigtighed skal være en omkostning for administrationen, ikke for borgeren. Parlamentet foreslår uddannelse, kampagner, værktøjer. Det er nyttigt, men det erstatter ikke sanktionen. Kommissionen og Rådet har ingen interesse i at fremskynde, hvis forsinkelsen forbliver uden konsekvenser.
Resolutionen kræver også en uafhængig mekanisme til kontrol af klassificeringer og en regelmæssig revision foretaget af Ombudsmanden. Hvorfor ikke, forudsat at dette organ har beslutningskompetence, ikke kun rådgivende kompetence. Om kunstig intelligens kræver Parlamentet gennemsigtighed om algoritmerne og træningsdataene. Også her vil det uden bindende forpligtelse forblive et fromt ønske. Virksomhederne ved, hvad det koster ikke at være gennemsigtige: de taber markeder. Institutionerne taber intet.
En rettighed uden sanktion er ikke en rettighed, det er et løfte på papir.
Europa-Parlamentet vedtog den 10. marts 2026 med 602 stemmer mod 9 og 8 hverken for eller imod en resolution, der smækker døren i i gennemsigtighedens navn. Men bag den tilsyneladende enighed ændrer teksten ikke et komma i forordning 1049/2001: den konstaterer, den fordømmer, den kræver. Og det er netop her, det gør ondt.
Parlamentet bekræfter, at adgang til dokumenter er en grundlæggende rettighed. Det har ret. Men en rettighed, som institutionerne krænker ustraffet, er kun kulisser. De tal, den citerer, er knusende: i 2024 modtog Kommissionen 6 938 oprindelige anmodninger og 641 bekræftende anmodninger. Frem for alt afgjorde den i 85 % af de undersøgte sager ikke inden for de lovbestemte frister, og i 60 % af tilfældene overskred forsinkelsen tres arbejdsdage. En borger, der venter tre måneder på at få et dokument, har allerede mistet informationens politiske anvendelighed.
Resolutionen peger også på den reviderede interne ramme, som Kommissionen vedtog i 2024. Ved at indskrænke definitionen af, hvad et "dokument" er, ved at tilføje undtagelser til registreringen og formodninger om ikke-offentliggørelse svækker Kommissionen forordningens rækkevidde. Parlamentet kræver, at Domstolens retspraksis respekteres. Men hvem sanktionerer? Ingen. Teksten kræver endda, at der fastsættes eventuelle sanktioner. Det er en indrømmelse: som det står, er gennemsigtigheden ikke bindende, den er skønsmæssig.
Rådet står ikke tilbage. Parlamentet fordømmer LIMITE-mærkningen, der anvendes på de fleste forberedende dokumenter i igangværende lovgivningsprocedurer. Konkret betyder det, at borgerne ikke kan vide, hvad deres regering forsvarer i Bruxelles, før beslutningen er truffet. Domstolen har dog anerkendt adgangen til dokumenter fra Rådets arbejdsgrupper. Men adgangen skal stadig anmodes om, og Rådet nægter systematisk at åbne trilogdokumenter: dagsordener, firekolonnedokumenter, referater. Gennemsigtigheden bliver et privilegium for insiderer.
Parlamentet opfordrer Rådet til proaktivt at offentliggøre medlemsstaternes holdninger. Man kan måle afstanden til virkeligheden: Rådets register indeholdt mere end 527 000 dokumenter ved udgangen af 2024, men over 72 % var allerede tilgængelige. Problemet er ikke mængden, det er udvælgelsen. De dokumenter, der betyder noget, dem der kaster lys over magtforholdene, forbliver uigennemsigtige. Resolutionen siger det, men uden direkte effekt.
Den virkelige løftestang er ikke at stable politiske krav oven på hinanden, men at tvinge dem, der beslutter, til at stå til regnskab. En tilgang baseret på nærhedsprincippet og markedet ville sige: lad os gøre dokumenterne tilgængelige som standard, med strengt definerede undtagelser og en bindende svarfrist, ellers er beslutningen ugyldig. Gennemsigtighed skal være en omkostning for administrationen, ikke for borgeren. Parlamentet foreslår uddannelse, kampagner, værktøjer. Det er nyttigt, men det erstatter ikke sanktionen. Kommissionen og Rådet har ingen interesse i at fremskynde, hvis forsinkelsen forbliver uden konsekvenser.
Resolutionen kræver også en uafhængig mekanisme til kontrol af klassificeringer og en regelmæssig revision foretaget af Ombudsmanden. Hvorfor ikke, forudsat at dette organ har beslutningskompetence, ikke kun rådgivende kompetence. Om kunstig intelligens kræver Parlamentet gennemsigtighed om algoritmerne og træningsdataene. Også her vil det uden bindende forpligtelse forblive et fromt ønske. Virksomhederne ved, hvad det koster ikke at være gennemsigtige: de taber markeder. Institutionerne taber intet.
En rettighed uden sanktion er ikke en rettighed, det er et løfte på papir.
