Den 11. marts 2026 vedtog Europa-Parlamentet en beslutning om sociale og beskæftigelsesmæssige prioriteter for det europæiske semester 2026. Teksten, som er fremlagt af MEP Nela Riehl, fastlægger Parlamentets holdning til koordineringen af de økonomiske politikker i EU med fokus på kvalitetsbeskæftigelse, social beskyttelse og inklusion.
Det europæiske semester er en årlig cyklus for koordinering af medlemsstaternes økonomiske og budgetmæssige politikker. Hvert år offentliggør Europa-Kommissionen retningslinjer, som Parlamentet gennemgår og stemmer om en beslutning om. For 2026 finder debatten sted i en kontekst af genopretning efter pandemien, inflationspres og demografiske udfordringer. Parlamentet understreger nødvendigheden af at forene budgetdisciplin med sociale investeringer.
I sin beslutning:
Beslutningen blev vedtaget med 404 stemmer for, 208 imod og 20 hverken for eller imod. Den brede opbakning afspejler en konsensus mellem de vigtigste politiske grupper om nødvendigheden af at opretholde en stærk social dimension i den europæiske økonomiske koordinering.
Selvom denne beslutning ikke direkte skaber nye love, påvirker den de henstillinger, som Kommissionen vil rette til medlemsstaterne. Konkret kan den opmuntre din regering til at:
Som borger kan du følge de specifikke henstillinger til dit land og deltage i nationale høringer om det europæiske semester.
Europa-Parlamentet har vedtaget en beslutning, der forvandler det europæiske semester til en maskine, der producerer sociale mål, uden at røre ved de mekanismer, der reelt beslutter udgifterne. Afstemningen (404 for, 208 imod, 20 hverken for eller imod) skaber ingen juridisk forpligtelse, men den fastlægger en kurs: en økonomisk koordinering, der hele tiden pålægges flere opgaver, uden at nogen bærer den politiske pris for det.
Det europæiske semester er en årlig cyklus for koordinering af medlemsstaternes økonomiske og budgetmæssige politik. Ved at integrere målene i den europæiske søjle for sociale rettigheder som referencekriterier ønsker Parlamentet, at fattigdom, ungdomsarbejdsløshed eller beskæftigelsesgabet for personer med handicap skal veje lige så tungt som det offentlige underskud. Problemet er ikke at måle disse realiteter, men at tro, at et ekstra sæt indikatorer skaber job eller løfter børn ud af fattigdom. Hvert nyt mål tilføjer et lag af rapportering, ikke en euro af vækst.
Parlamentet kræver desuden et særligt budget på 20 milliarder euro til den europæiske børnegaranti og en minimumstildeling på 5 procent af ESF+-midlerne til børnefattigdom. Disse beløb er rettet til budgetmyndigheden, men de siger intet om, hvordan pengene vil blive brugt. Erfaringen med strukturfondene viser, at absorptionsrater og effektiviteten af udgifterne varierer betydeligt afhængigt af de nationale forvaltninger. At fastsætte et udgiftsloft uden resultatbetingelser er at belønne de stater, der bruger mest, ikke dem, der opnår resultater.
Beslutningen fastslår, at semesteret skal respektere nærhedsprincippet og de nationale kompetencer. Men samtidig kræver den, at de landespecifikke henstillinger vurderer, om de nationale budgetter overholder minimumsressourcerne til bekæmpelse af børnefattigdom. Med andre ord vil Bruxelles fastsætte udgiftsprioriteten, og medlemsstaterne vil bære det politiske ansvar for gennemførelsen. Denne overførsel af ansvar uden overførsel af magt er præcis, hvad borgerne bebrejder Unionen: mål besluttet andre steder, omkostninger påtaget her.
Parlamentet kræver også, at arbejdsmarkedets parter og civilsamfundet systematisk inddrages i semesteret. På papiret er det en god intention. I praksis tilføjer det obligatoriske høringer og frister, uden at man ved, hvem der træffer den endelige beslutning. For en SMV, der venter på administrativ forenkling, er hvert nyt lag af styring en ekstra omkostning. Beslutningen indrømmer det halvt ved at opfordre til, at forenklingen bevarer de sociale rettigheder, men den siger ikke, hvordan man forener de to.
En tilgang baseret på nærhedsprincippet ville have bestået i at lade medlemsstaterne definere deres egne sociale mål, gøre EU-midlerne betinget af målbare resultater snarere end udgiftsrater og fjerne overlapningerne mellem semesteret, ESF+ og de nationale genopretningsplaner. Parlamentet kunne have krævet en uafhængig evaluering af effektiviteten af de eksisterende sociale udgifter, før det krævede 20 milliarder ekstra. Det gjorde det ikke.
Beslutningen skaber ingen juridiske forpligtelser, men den styrker en dynamik: en Union, der producerer mål og indikatorer og overlader det til medlemsstaterne at finde pengene og stå til ansvar over for vælgerne. Afstemningen den 11. marts 2026 viser et bredt flertal for denne tilgang. De 208 stemmer imod og de 20 hverken for eller imod minder om, at et mindretal afviser denne udvidelse af det økonomiske koordineringsområde til alle sociale politikker.
Man kommer ikke ud af fattigdom med indikatorer, man kommer ud af den med job og vækst.
Europa-Parlamentet har vedtaget en beslutning, der forvandler det europæiske semester til en maskine, der producerer sociale mål, uden at røre ved de mekanismer, der reelt beslutter udgifterne. Afstemningen (404 for, 208 imod, 20 hverken for eller imod) skaber ingen juridisk forpligtelse, men den fastlægger en kurs: en økonomisk koordinering, der hele tiden pålægges flere opgaver, uden at nogen bærer den politiske pris for det.
Det europæiske semester er en årlig cyklus for koordinering af medlemsstaternes økonomiske og budgetmæssige politik. Ved at integrere målene i den europæiske søjle for sociale rettigheder som referencekriterier ønsker Parlamentet, at fattigdom, ungdomsarbejdsløshed eller beskæftigelsesgabet for personer med handicap skal veje lige så tungt som det offentlige underskud. Problemet er ikke at måle disse realiteter, men at tro, at et ekstra sæt indikatorer skaber job eller løfter børn ud af fattigdom. Hvert nyt mål tilføjer et lag af rapportering, ikke en euro af vækst.
Parlamentet kræver desuden et særligt budget på 20 milliarder euro til den europæiske børnegaranti og en minimumstildeling på 5 procent af ESF+-midlerne til børnefattigdom. Disse beløb er rettet til budgetmyndigheden, men de siger intet om, hvordan pengene vil blive brugt. Erfaringen med strukturfondene viser, at absorptionsrater og effektiviteten af udgifterne varierer betydeligt afhængigt af de nationale forvaltninger. At fastsætte et udgiftsloft uden resultatbetingelser er at belønne de stater, der bruger mest, ikke dem, der opnår resultater.
Beslutningen fastslår, at semesteret skal respektere nærhedsprincippet og de nationale kompetencer. Men samtidig kræver den, at de landespecifikke henstillinger vurderer, om de nationale budgetter overholder minimumsressourcerne til bekæmpelse af børnefattigdom. Med andre ord vil Bruxelles fastsætte udgiftsprioriteten, og medlemsstaterne vil bære det politiske ansvar for gennemførelsen. Denne overførsel af ansvar uden overførsel af magt er præcis, hvad borgerne bebrejder Unionen: mål besluttet andre steder, omkostninger påtaget her.
Parlamentet kræver også, at arbejdsmarkedets parter og civilsamfundet systematisk inddrages i semesteret. På papiret er det en god intention. I praksis tilføjer det obligatoriske høringer og frister, uden at man ved, hvem der træffer den endelige beslutning. For en SMV, der venter på administrativ forenkling, er hvert nyt lag af styring en ekstra omkostning. Beslutningen indrømmer det halvt ved at opfordre til, at forenklingen bevarer de sociale rettigheder, men den siger ikke, hvordan man forener de to.
En tilgang baseret på nærhedsprincippet ville have bestået i at lade medlemsstaterne definere deres egne sociale mål, gøre EU-midlerne betinget af målbare resultater snarere end udgiftsrater og fjerne overlapningerne mellem semesteret, ESF+ og de nationale genopretningsplaner. Parlamentet kunne have krævet en uafhængig evaluering af effektiviteten af de eksisterende sociale udgifter, før det krævede 20 milliarder ekstra. Det gjorde det ikke.
Beslutningen skaber ingen juridiske forpligtelser, men den styrker en dynamik: en Union, der producerer mål og indikatorer og overlader det til medlemsstaterne at finde pengene og stå til ansvar over for vælgerne. Afstemningen den 11. marts 2026 viser et bredt flertal for denne tilgang. De 208 stemmer imod og de 20 hverken for eller imod minder om, at et mindretal afviser denne udvidelse af det økonomiske koordineringsområde til alle sociale politikker.
Man kommer ikke ud af fattigdom med indikatorer, man kommer ud af den med job og vækst.
