Europa-Parlamentet har godkendt Rådets forslag til afgørelse om indgåelse af konventionen om oprettelse af en international klagekommission for Ukraine. Denne godkendelse baner vej for oprettelsen af et internationalt organ, der skal behandle erstatningskrav i forbindelse med krigen i Ukraine. Afstemningen fandt sted uden navneopråb, ved håndsoprækning.
Konventionen om oprettelse af en international klagekommission for Ukraine blev forhandlet på internationalt plan for at give personer og virksomheder, der har lidt skade som følge af den russiske aggression, mulighed for at indgive erstatningskrav. Rådet for Den Europæiske Union anmodede Parlamentet om at godkende indgåelsen af denne konvention på vegne af EU. Parlamentet afgav sin godkendelse, hvilket er et nødvendigt skridt, før Rådet formelt kan indgå konventionen.
Godkendelse af indgåelsen af konventionenParlamentet godkendte Rådets forslag til afgørelse om indgåelse af konventionen om oprettelse af en international klagekommission for Ukraine.
Videregivelse af Parlamentets holdningParlamentets formand blev anmodet om at videregive Parlamentets holdning til Rådet og Kommissionen.
Ingen ændringer af indholdetParlamentet ændrede ikke indholdet af konventionen eller Rådets forslag til afgørelse; det godkendte blot deres indgåelse.
Parlamentet vedtog godkendelsesresolutionen uden navneopråb, ved håndsoprækning. Der foreligger ingen individuel stemmeoptælling.
Denne godkendelse gør det muligt for Den Europæiske Union at indgå konventionen om oprettelse af en international klagekommission for Ukraine. Når konventionen er i kraft, vil personer og virksomheder, der har lidt skade som følge af krigen i Ukraine, kunne indgive erstatningskrav til denne kommission. Europa-Parlamentet støtter således oprettelsen af en international erstatningsmekanisme uden selv direkte at oprette kommissionen: den vil blive oprettet ved konventionen og Rådets afgørelse.
Europa-Parlamentet har givet grønt lys til oprettelsen af en international klagekommission for Ukraine. Bag den tekniske facade ligger en konkret retfærdighedsdagsorden: at give ofrene for den russiske aggression mulighed for at kræve erstatning, uden at Bruxelles tilraner sig beslutningskompetence over erstatningerne.
Klagekommissionen bliver ikke endnu et EU-agentur. Den oprettes ved en international konvention, underskrevet af deltagerstaterne, og ikke ved en EU-forordning. Det er en afgørende forskel: afgørelser om erstatningskrav træffes efter reglerne i denne konvention og ikke efter EU's afledte ret. Når Parlamentet godkender indgåelsen, giver det kun Unionen tilladelse til at blive part i denne aftale. Det skaber ikke ny EU-kompetence, det lægger ikke beslag på de indefrosne russiske midler, og det fastlægger ikke støtteberettigelseskriterierne.
For de virksomheder og borgere, der har lidt skade i Ukraine, giver åbningen af dette internationale klagepunkt en adgang til prøvelse, hvor de nationale domstole er utilgængelige eller ineffektive. Men tyngden af en international procedure med dens frister og beviskrav vil hvile på ansøgerne. Tidsomkostningen er reel: hver måneds forsinkelse betyder udskudt genopbygning og investeringer, der ikke bliver foretaget.
Parlamentet godkender uden forbehold en tekst, som det ikke har forhandlet. Samtykkeproceduren tillader ikke ændringsforslag, men den giver mulighed for at stille politiske betingelser. Der blev imidlertid ikke stillet nogen betingelser om kommissionens ledelse, om gennemsigtigheden af dens afgørelser eller om beskyttelsen af sagsøgtes rettigheder. Betragtningerne i beslutningen skaber ingen bindende forpligtelser; de tjener kun til at klæde en ren og skær godkendelse på.
Den europæiske skatteyder kan med rette spørge, hvem der betaler erstatningerne, og efter hvilke bevisregler. Den internationale kommission finansieres ikke over EU-budgettet, men de medlemsstater, der indgår i den, må påtage sig deres del. Ved at godkende uden et ord giver Parlamentet afkald på at kræve, at denne fremtidige kommissions afgørelser underlægges effektiv domstolskontrol, og at de anklagede virksomheders ret til forsvar garanteres. Det er en forspildt mulighed for at knytte godkendelsen til proceduremæssige garantier.
At godkende en international erstatningsmekanisme er rigtigt; at godkende den uden betingelser om gennemsigtighed og frister er at lade ofrene alene tilbage over for en langsom maskine.
Europa-Parlamentet har givet grønt lys til oprettelsen af en international klagekommission for Ukraine. Bag den tekniske facade ligger en konkret retfærdighedsdagsorden: at give ofrene for den russiske aggression mulighed for at kræve erstatning, uden at Bruxelles tilraner sig beslutningskompetence over erstatningerne.
Klagekommissionen bliver ikke endnu et EU-agentur. Den oprettes ved en international konvention, underskrevet af deltagerstaterne, og ikke ved en EU-forordning. Det er en afgørende forskel: afgørelser om erstatningskrav træffes efter reglerne i denne konvention og ikke efter EU's afledte ret. Når Parlamentet godkender indgåelsen, giver det kun Unionen tilladelse til at blive part i denne aftale. Det skaber ikke ny EU-kompetence, det lægger ikke beslag på de indefrosne russiske midler, og det fastlægger ikke støtteberettigelseskriterierne.
For de virksomheder og borgere, der har lidt skade i Ukraine, giver åbningen af dette internationale klagepunkt en adgang til prøvelse, hvor de nationale domstole er utilgængelige eller ineffektive. Men tyngden af en international procedure med dens frister og beviskrav vil hvile på ansøgerne. Tidsomkostningen er reel: hver måneds forsinkelse betyder udskudt genopbygning og investeringer, der ikke bliver foretaget.
Parlamentet godkender uden forbehold en tekst, som det ikke har forhandlet. Samtykkeproceduren tillader ikke ændringsforslag, men den giver mulighed for at stille politiske betingelser. Der blev imidlertid ikke stillet nogen betingelser om kommissionens ledelse, om gennemsigtigheden af dens afgørelser eller om beskyttelsen af sagsøgtes rettigheder. Betragtningerne i beslutningen skaber ingen bindende forpligtelser; de tjener kun til at klæde en ren og skær godkendelse på.
Den europæiske skatteyder kan med rette spørge, hvem der betaler erstatningerne, og efter hvilke bevisregler. Den internationale kommission finansieres ikke over EU-budgettet, men de medlemsstater, der indgår i den, må påtage sig deres del. Ved at godkende uden et ord giver Parlamentet afkald på at kræve, at denne fremtidige kommissions afgørelser underlægges effektiv domstolskontrol, og at de anklagede virksomheders ret til forsvar garanteres. Det er en forspildt mulighed for at knytte godkendelsen til proceduremæssige garantier.
At godkende en international erstatningsmekanisme er rigtigt; at godkende den uden betingelser om gennemsigtighed og frister er at lade ofrene alene tilbage over for en langsom maskine.
