Europa-Parlamentet har givet justitssekretæren ved Den Europæiske Unions Domstol decharge for gennemførelsen af Domstolens budget for 2024. Afgørelsen blev vedtaget med 526 stemmer for, 79 imod og 47 hverken for eller imod. Parlamentet vedtog også en beslutning med bemærkninger, som er en integreret del af dechargen. Teksten er endelig og vil blive offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende.
Hvert år undersøger Europa-Parlamentet, hvordan Unionens institutioner har brugt offentlige midler, og giver dem decharge eller ej. For regnskabsåret 2024 har Parlamentet set på forvaltningen af budgettet for Den Europæiske Unions Domstol, som omfatter Domstolen og Retten. Decharge er den politiske godkendelse af regnskaberne: det betyder, at Parlamentet vurderer, at pengene er blevet brugt korrekt og i overensstemmelse med reglerne.
Decharge givet for 2024Justitssekretæren ved Domstolen får decharge for gennemførelsen af Domstolens budget for regnskabsåret 2024.
Bemærkninger i en beslutningParlamentet fremsætter sine bemærkninger i en beslutning, som er en integreret del af dechargeafgørelsen.
Officiel fremsendelseParlamentets formand vil fremsende afgørelsen og beslutningen til Domstolen, Rådet, Kommissionen og Revisionsretten.
Offentliggørelse i TidendeAfgørelsen og beslutningen vil blive offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende, serie L.
Parlamentet vedtog dechargen med 526 stemmer for, 79 stemmer imod og 47 hverken for eller imod ved en elektronisk afstemning ved navneopråb.
Denne afgørelse afslutter den årlige kontrol af Domstolens udgifter for 2024. Den bekræfter, at de offentlige midler, som Domstolen har anvendt, er blevet godkendt af Parlamentet. Borgerne kan læse Parlamentets afgørelse og bemærkninger i Tidende, hvilket styrker gennemsigtigheden om brugen af EU-midler.
Europa-Parlamentet har meddelt justitssekretæren ved Domstolen decharge for gennemførelsen af budgettet for 2024 med 526 stemmer for, 79 imod og 47 hverken for eller imod. Decharge er den akt, hvorved Parlamentet politisk godkender en institutions regnskaber: den fastslår, at pengene er brugt korrekt. Men denne årlige godkendelse forbliver et teknokratisk ritual, hvis den ikke ledsages af en reel debat om udgifternes effektivitet og om ansvaret hos dem, der forvalter dem.
Decharge er en årlig kontrol: Parlamentet undersøger regnskaberne, Revisionsretten afgiver en revisionserklæring, og Parlamentet godkender eller afviser. Her godkender det. Men en godkendelse ændrer intet i Domstolens fremtidige adfærd. Parlamentets bemærkninger, som er indeholdt i beslutningen, har ingen bindende virkning: de er anbefalinger. For at dechargen skal have en effekt, skulle en afvisning eller forbehold have konkrete konsekvenser, for eksempel for forvalternes karriere eller for tildelingen af ressourcer. Det er ikke tilfældet.
Mekanismen er enkel: dechargen godkender tidligere udgifter, men den skaber ingen incitamenter til at bruge pengene bedre i fremtiden. En forvalter, der spilder offentlige midler, risikerer intet, så længe Revisionsretten ikke konstaterer væsentlige uregelmæssigheder. Dechargen bliver et årligt stempel, ikke et redskab til budgetdisciplin.
Betragtning A i beslutningen understreger gennemsigtighed og ansvarlighed. Men gennemsigtighed er ikke et fromt ønske: den forudsætter, at borgere og parlamentsmedlemmer kan få adgang til detaljerede oplysninger om anvendelsen af midlerne. Dechargen vedtages imidlertid på grundlag af rapporter, hvis detaljeringsgrad fortsat er begrænset. For at kontrollen skal være effektiv, skulle institutionerne offentliggøre sammenlignelige data fra år til år med klare resultatindikatorer. Uden det godkender Parlamentet regnskaber uden at kunne vurdere udgifternes effektivitet.
Domstolen er en væsentlig institution: den sikrer ensartet anvendelse af EU-retten. Men som enhver institution skal den stå til regnskab. Den decharge, der meddeles i dag, er et positivt signal, men den fritager ikke for en debat om strukturen i dens budget: hvad koster oversættelsen, hvad koster administrationen, og står disse omkostninger i forhold til resultaterne? Parlamentet kunne have betinget sin decharge af præcise tilsagn fra Domstolen om rationalisering. Det har det ikke gjort.
En tilgang baseret på individuelt ansvar og subsidiaritet ville have bestået i at gøre dechargen betinget af offentliggørelse af verificerbare resultatindikatorer: sagsbehandlingstider, omkostninger pr. afgørelse, besættelsesgrad. Parlamentet ville dermed have udøvet et konkret pres uden at tilføje bureaukrati. Uden sådanne kriterier forbliver dechargen en formel akt, og borgerne har ingen mulighed for at vide, om Domstolens midler bruges godt.
En decharge uden betingelser eller konsekvenser er ikke en kontrol: det er en formalitet.
Europa-Parlamentet har meddelt justitssekretæren ved Domstolen decharge for gennemførelsen af budgettet for 2024 med 526 stemmer for, 79 imod og 47 hverken for eller imod. Decharge er den akt, hvorved Parlamentet politisk godkender en institutions regnskaber: den fastslår, at pengene er brugt korrekt. Men denne årlige godkendelse forbliver et teknokratisk ritual, hvis den ikke ledsages af en reel debat om udgifternes effektivitet og om ansvaret hos dem, der forvalter dem.
Decharge er en årlig kontrol: Parlamentet undersøger regnskaberne, Revisionsretten afgiver en revisionserklæring, og Parlamentet godkender eller afviser. Her godkender det. Men en godkendelse ændrer intet i Domstolens fremtidige adfærd. Parlamentets bemærkninger, som er indeholdt i beslutningen, har ingen bindende virkning: de er anbefalinger. For at dechargen skal have en effekt, skulle en afvisning eller forbehold have konkrete konsekvenser, for eksempel for forvalternes karriere eller for tildelingen af ressourcer. Det er ikke tilfældet.
Mekanismen er enkel: dechargen godkender tidligere udgifter, men den skaber ingen incitamenter til at bruge pengene bedre i fremtiden. En forvalter, der spilder offentlige midler, risikerer intet, så længe Revisionsretten ikke konstaterer væsentlige uregelmæssigheder. Dechargen bliver et årligt stempel, ikke et redskab til budgetdisciplin.
Betragtning A i beslutningen understreger gennemsigtighed og ansvarlighed. Men gennemsigtighed er ikke et fromt ønske: den forudsætter, at borgere og parlamentsmedlemmer kan få adgang til detaljerede oplysninger om anvendelsen af midlerne. Dechargen vedtages imidlertid på grundlag af rapporter, hvis detaljeringsgrad fortsat er begrænset. For at kontrollen skal være effektiv, skulle institutionerne offentliggøre sammenlignelige data fra år til år med klare resultatindikatorer. Uden det godkender Parlamentet regnskaber uden at kunne vurdere udgifternes effektivitet.
Domstolen er en væsentlig institution: den sikrer ensartet anvendelse af EU-retten. Men som enhver institution skal den stå til regnskab. Den decharge, der meddeles i dag, er et positivt signal, men den fritager ikke for en debat om strukturen i dens budget: hvad koster oversættelsen, hvad koster administrationen, og står disse omkostninger i forhold til resultaterne? Parlamentet kunne have betinget sin decharge af præcise tilsagn fra Domstolen om rationalisering. Det har det ikke gjort.
En tilgang baseret på individuelt ansvar og subsidiaritet ville have bestået i at gøre dechargen betinget af offentliggørelse af verificerbare resultatindikatorer: sagsbehandlingstider, omkostninger pr. afgørelse, besættelsesgrad. Parlamentet ville dermed have udøvet et konkret pres uden at tilføje bureaukrati. Uden sådanne kriterier forbliver dechargen en formel akt, og borgerne har ingen mulighed for at vide, om Domstolens midler bruges godt.
En decharge uden betingelser eller konsekvenser er ikke en kontrol: det er en formalitet.
