Europa-Parlamentet godkendte med et stort flertal den endelige tekst til EU-direktivet mod korruption. Teksten fastsætter fælles definitioner og straffe for korruptionsforbrydelser i alle EU-lande. Det er afslutningen på den lovgivende proces i Parlamentet: teksten er endelig og bliver lov efter den officielle offentliggørelse.
Europa-Kommissionen foreslog i 2023 et direktiv til bekæmpelse af korruption, som harmoniserer definitionerne af lovovertrædelser og sanktioner i de 27 medlemsstater. Forhandlingerne mellem Parlamentet og Rådet førte til en aftale. Parlamentet vedtog denne endelige tekst på samlingen den 26. marts 2026.
Fælles definitioner af korruptionDirektiv (EU) 2026/1021 fastsætter fælles definitioner for korruptionsforbrydelser i hele Den Europæiske Union. Medlemsstaterne skal indarbejde disse definitioner i deres nationale lovgivning.
Harmoniserede straffeDer vil blive anvendt minimumsstraffe og sammenlignelige sanktioner i alle EU-lande for korruptionshandlinger, hvilket bringer forskellene mellem de nationale lovgivninger til ophør.
Nye regler for virksomhederVirksomheder, der opererer i flere EU-lande, vil være underlagt de samme regler og sanktioner vedrørende korruption, hvilket forenkler deres forpligtelser.
Kommissionen skal høre Parlamentet igenHvis Kommissionen i fremtiden ændrer sit forslag væsentligt, skal den igen forelægge det for Europa-Parlamentet.
Officiel fremsendelse af tekstenEuropa-Parlamentets formand vil fremsende den vedtagne holdning til Rådet, Kommissionen og de nationale parlamenter.
Parlamentet vedtog teksten med 581 stemmer for, 21 stemmer imod og 42 hverken for eller imod.
Konkret vil borgerne i alle EU-lande være beskyttet af de samme definitioner af korruption og de samme straffe for gerningsmændene. En korrupt virksomhed eller embedsmand vil blive dømt efter sammenlignelige regler, uanset om vedkommende befinder sig i Paris, Rom eller Warszawa. Ofre for korruption vil kunne støtte sig til en fælles retlig ramme. Teksten er endelig: den bliver lov efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.
Europa-Parlamentet vedtog den 26. marts 2026 med 581 stemmer mod 21 og 42 hverken for eller imod direktiv (EU) 2026/1021, som fastsætter definitioner og minimumsstraffe for korruption i hele Unionen. Teksten er endelig. Bag den tilsyneladende enighed står et konkret spørgsmål: hvem betaler regningen for denne harmonisering?
Det erklærede mål er prisværdigt: at gøre op med forskelle i behandlingen mellem Paris, Rom og Warszawa. Men den valgte metode, bindende minimumsregler, pålægger virksomhederne nye complianceomkostninger. De fastsatte bøder, op til 5 procent af den globale omsætning, præsenteres som afskrækkende. For en eksporterende SMV bliver den finansielle risiko eksistentiel, mens store virksomheder kan absorbere disse beløb.
Tærsklen på 10 000 euro for underslæb illustrerer tvetydigheden: under den kan staterne vælge ikke at kriminalisere. Men sammenlægningen af forbundne handlinger fra samme gerningsmand betyder, at en række små underslæb kan vippe overtrædelsen over. For en leder bliver grænsen mellem uagtsomhed og lovovertrædelse uklar, og overholdelse af loven kræver et bekosteligt analytisk regnskab.
Direktivet pålægger staterne at ophæve privilegier og immuniteter for nationale embedsmænd for korruptionsovertrædelser. Det er et reelt fremskridt: alt for ofte undgår folkevalgte retsforfølgelse takket være forældede beskyttelser. Men teksten siger intet om de forvaltninger, der lukker øjnene. Antikorruptionsmyndighederne skal have tilstrækkelige ressourcer, men hvem kontrollerer deres effektivitet?
Den nationale antikorruptionsstrategi, som hver stat skal offentliggøre, risikerer at blive en kommunikationsøvelse. Uden bindende indikatorer eller sanktioner ved passivitet forpligter den ingen. Det liberale alternativ ville have været at styrke gennemsigtigheden i offentlige udbud og reducere mulighederne for korruption ved at forenkle reguleringen i stedet for at stable rapporteringsforpligtelser oven på hinanden.
En bøde på 40 millioner euro afskrækker ikke et kartel, den ruinerer en SMV, der ikke har midlerne til at forsvare sig.
Europa-Parlamentet vedtog den 26. marts 2026 med 581 stemmer mod 21 og 42 hverken for eller imod direktiv (EU) 2026/1021, som fastsætter definitioner og minimumsstraffe for korruption i hele Unionen. Teksten er endelig. Bag den tilsyneladende enighed står et konkret spørgsmål: hvem betaler regningen for denne harmonisering?
Det erklærede mål er prisværdigt: at gøre op med forskelle i behandlingen mellem Paris, Rom og Warszawa. Men den valgte metode, bindende minimumsregler, pålægger virksomhederne nye complianceomkostninger. De fastsatte bøder, op til 5 procent af den globale omsætning, præsenteres som afskrækkende. For en eksporterende SMV bliver den finansielle risiko eksistentiel, mens store virksomheder kan absorbere disse beløb.
Tærsklen på 10 000 euro for underslæb illustrerer tvetydigheden: under den kan staterne vælge ikke at kriminalisere. Men sammenlægningen af forbundne handlinger fra samme gerningsmand betyder, at en række små underslæb kan vippe overtrædelsen over. For en leder bliver grænsen mellem uagtsomhed og lovovertrædelse uklar, og overholdelse af loven kræver et bekosteligt analytisk regnskab.
Direktivet pålægger staterne at ophæve privilegier og immuniteter for nationale embedsmænd for korruptionsovertrædelser. Det er et reelt fremskridt: alt for ofte undgår folkevalgte retsforfølgelse takket være forældede beskyttelser. Men teksten siger intet om de forvaltninger, der lukker øjnene. Antikorruptionsmyndighederne skal have tilstrækkelige ressourcer, men hvem kontrollerer deres effektivitet?
Den nationale antikorruptionsstrategi, som hver stat skal offentliggøre, risikerer at blive en kommunikationsøvelse. Uden bindende indikatorer eller sanktioner ved passivitet forpligter den ingen. Det liberale alternativ ville have været at styrke gennemsigtigheden i offentlige udbud og reducere mulighederne for korruption ved at forenkle reguleringen i stedet for at stable rapporteringsforpligtelser oven på hinanden.
En bøde på 40 millioner euro afskrækker ikke et kartel, den ruinerer en SMV, der ikke har midlerne til at forsvare sig.
