Den 12. februar 2026 vedtog Europa-Parlamentet en beslutning om situationen i det nordøstlige Syrien, volden mod civile og nødvendigheden af at opretholde en varig våbenhvile. Teksten blev godkendt med 363 stemmer for, 71 imod og 81 hverken for eller imod.
Det nordøstlige Syrien har i flere år været præget af sammenstød mellem forskellige væbnede styrker, jihadistiske grupper og regionale aktører. Civilbefolkningen udsættes for vold, tvungen fordrivelse og krænkelser af menneskerettighederne. Der er indgået en skrøbelig våbenhvile, men den er regelmæssigt truet. Europa-Parlamentet følger situationen nøje og opfordrer til en fredelig og varig løsning.
I denne beslutning:
Den vedtagne tekst har referencen TA-10-2026-0053 og indgår i rammen for hastebeslutningsproceduren (2026/2602(RSP)).
Afstemningen fandt sted den 12. februar 2026 ved elektronisk navneopråb. Resultaterne er følgende:
Beslutningen blev derfor vedtaget med et stort flertal.
Denne beslutning har ikke lovkraft, men den udtrykker Europa-Parlamentets officielle holdning. Den kan påvirke Den Europæiske Unions handlinger, navnlig med hensyn til humanitær bistand, diplomati og sanktioner. For EU-borgerne betyder det, at deres valgte repræsentanter opfordrer til en fredelig løsning og beskyttelse af civile i en krigshærget region. Parlamentet vil fortsat følge situationen og kan vedtage yderligere tekster i fremtiden.
Europa-Parlamentet har vedtaget en resolution, der kraftigt fordømmer al vold mod civile i det nordøstlige Syrien og eksplicit fordømmer den tyrkiske militære intervention. Men ud over ordene er spørgsmålet, om denne holdning reelt ændrer incitamenterne på jorden, eller om den forbliver en øvelse i beklagelse uden effekt på fakta.
Resolutionen af 12. februar 2026 lægger ikke fingrene imellem: den fordømmer summariske henrettelser, tvungne forsvindinger, vilkårlige tilbageholdelser og skader på civil infrastruktur og fordømmer ved navn den tyrkiske militære intervention i det nordøstlige Syrien. Den kræver permanente humanitære korridorer og fuld adgang for FN's undersøgere. Moralsk set er teksten utvetydig. Praktisk set råder den ikke over nogen tvangsmekanisme: resolutionen er en politisk erklæring, ikke en retsakt. Den udtrykker en holdning, den ændrer ikke styrkeforholdene.
Dramaet i det belejrede Kobane, med mere end 250.000 mennesker i fare og hundredtusinder fordrevne, kræver et konkret svar. Men Parlamentets krav er rettet til aktører, som ikke er bundet af dets afstemninger. Tyrkiet, den direkte måltavle for fordømmelsen, har ingen grund til at bøje sig for en ikke-bindende resolution. De syriske myndigheder vil på deres side kun se deres forpligtelser betinget, hvis Den Europæiske Union og dens medlemsstater omsætter ordene til handling: suspension af bistand, afvisning af samarbejde, målrettede sanktioner. Teksten forudser det, men uden tidsplan eller præcise kriterier.
Resolutionen hilser aftalen mellem SDF og den syriske overgangsregering velkommen og opfordrer til at støtte overvågningsmekanismerne for våbenhvilen. Det er et positivt punkt: at anerkende de lokale aktører, som opretholder våbenhvilen, er mere nyttigt end at proklamere fred fra Bruxelles. Men også her gør Parlamentet kun opmuntrende tilkendegivelser uden at garantere, at midlerne følger efter. En tilgang baseret på subsidiaritet ville have bestået i direkte at styrke de lokale kapaciteter til mægling og overvågning i stedet for at mangedoble opfordringerne til Kommissionen og EU-Udenrigstjenesten.
Teksten berører en mindre omtalt, men lige så afgørende vinkel: sikkerheden for IS-krigere, der tilbageholdes i det nordøstlige Syrien. Den beklager, at det internationale samfund har delegeret denne sikkerhed til kurdisk ledede myndigheder uden tilstrækkelige garantier, og udtrykker bekymring over flugter. Den opfordrer den internationale koalition, herunder USA, til omgående at træffe de nødvendige foranstaltninger og anmoder Unionen om at støtte disse bestræbelser. Frem for alt opfordrer den medlemsstaterne til at repatriere deres statsborgere, især børn, og til at dømme de voksne i retfærdige retssager.
Det er en modig og logisk holdning: tilstedeværelsen af europæiske statsborgere i disse lejre lægger et direkte ansvar på medlemsstaterne. Men Parlamentet kan ikke nøjes med at opfordre. De medlemsstater, der afviser repatriering, bærer et tungt ansvar. Teksten siger det med forbehold, men uden sanktioner. En konsekvent liberal-konservativ tilgang ville have bestået i at gøre visse finansieringer eller samarbejder betinget af overholdelsen af denne repatrieringsforpligtelse eller i at etablere en europæisk mekanisme til opfølgning af forpligtelserne. Parlamentet bliver i besværgelsen.
Teksten nævner også den annoncerede tilbagetrækning af amerikanske tropper fra Irak og Syrien og opfordrer Unionen og dens medlemsstater til at fordoble indsatsen mod IS' genopblussen. Det er en realistisk advarsel: den amerikanske tilbagetrækning vil efterlade et tomrum, som europæerne skal udfylde. Men heller ikke her er der nogen kvantificeret forpligtelse af midler. Resolutionen kræver en uafhængig strategi for Unionen om Syrien, hvilket er relevant, men uden at præcisere, hvordan denne strategi vil blive finansieret og styret.
At fordømme volden uden at navngive de ansvarlige eller gøre finansieringen betinget er at berolige sin samvittighed, ikke at beskytte civile.
Europa-Parlamentet har vedtaget en resolution, der kraftigt fordømmer al vold mod civile i det nordøstlige Syrien og eksplicit fordømmer den tyrkiske militære intervention. Men ud over ordene er spørgsmålet, om denne holdning reelt ændrer incitamenterne på jorden, eller om den forbliver en øvelse i beklagelse uden effekt på fakta.
Resolutionen af 12. februar 2026 lægger ikke fingrene imellem: den fordømmer summariske henrettelser, tvungne forsvindinger, vilkårlige tilbageholdelser og skader på civil infrastruktur og fordømmer ved navn den tyrkiske militære intervention i det nordøstlige Syrien. Den kræver permanente humanitære korridorer og fuld adgang for FN's undersøgere. Moralsk set er teksten utvetydig. Praktisk set råder den ikke over nogen tvangsmekanisme: resolutionen er en politisk erklæring, ikke en retsakt. Den udtrykker en holdning, den ændrer ikke styrkeforholdene.
Dramaet i det belejrede Kobane, med mere end 250.000 mennesker i fare og hundredtusinder fordrevne, kræver et konkret svar. Men Parlamentets krav er rettet til aktører, som ikke er bundet af dets afstemninger. Tyrkiet, den direkte måltavle for fordømmelsen, har ingen grund til at bøje sig for en ikke-bindende resolution. De syriske myndigheder vil på deres side kun se deres forpligtelser betinget, hvis Den Europæiske Union og dens medlemsstater omsætter ordene til handling: suspension af bistand, afvisning af samarbejde, målrettede sanktioner. Teksten forudser det, men uden tidsplan eller præcise kriterier.
Resolutionen hilser aftalen mellem SDF og den syriske overgangsregering velkommen og opfordrer til at støtte overvågningsmekanismerne for våbenhvilen. Det er et positivt punkt: at anerkende de lokale aktører, som opretholder våbenhvilen, er mere nyttigt end at proklamere fred fra Bruxelles. Men også her gør Parlamentet kun opmuntrende tilkendegivelser uden at garantere, at midlerne følger efter. En tilgang baseret på subsidiaritet ville have bestået i direkte at styrke de lokale kapaciteter til mægling og overvågning i stedet for at mangedoble opfordringerne til Kommissionen og EU-Udenrigstjenesten.
Teksten berører en mindre omtalt, men lige så afgørende vinkel: sikkerheden for IS-krigere, der tilbageholdes i det nordøstlige Syrien. Den beklager, at det internationale samfund har delegeret denne sikkerhed til kurdisk ledede myndigheder uden tilstrækkelige garantier, og udtrykker bekymring over flugter. Den opfordrer den internationale koalition, herunder USA, til omgående at træffe de nødvendige foranstaltninger og anmoder Unionen om at støtte disse bestræbelser. Frem for alt opfordrer den medlemsstaterne til at repatriere deres statsborgere, især børn, og til at dømme de voksne i retfærdige retssager.
Det er en modig og logisk holdning: tilstedeværelsen af europæiske statsborgere i disse lejre lægger et direkte ansvar på medlemsstaterne. Men Parlamentet kan ikke nøjes med at opfordre. De medlemsstater, der afviser repatriering, bærer et tungt ansvar. Teksten siger det med forbehold, men uden sanktioner. En konsekvent liberal-konservativ tilgang ville have bestået i at gøre visse finansieringer eller samarbejder betinget af overholdelsen af denne repatrieringsforpligtelse eller i at etablere en europæisk mekanisme til opfølgning af forpligtelserne. Parlamentet bliver i besværgelsen.
Teksten nævner også den annoncerede tilbagetrækning af amerikanske tropper fra Irak og Syrien og opfordrer Unionen og dens medlemsstater til at fordoble indsatsen mod IS' genopblussen. Det er en realistisk advarsel: den amerikanske tilbagetrækning vil efterlade et tomrum, som europæerne skal udfylde. Men heller ikke her er der nogen kvantificeret forpligtelse af midler. Resolutionen kræver en uafhængig strategi for Unionen om Syrien, hvilket er relevant, men uden at præcisere, hvordan denne strategi vil blive finansieret og styret.
At fordømme volden uden at navngive de ansvarlige eller gøre finansieringen betinget er at berolige sin samvittighed, ikke at beskytte civile.
