Den 10. februar 2026 vedtog Europa-Parlamentet en beslutning om Den Europæiske Centralbanks (ECB) årsberetning for 2025. Teksten godkender ECB's overordnede retningslinjer, samtidig med at den fremsætter anbefalinger om styring, pengepolitik og bankens rolle i at støtte Den Europæiske Unions økonomi.
Hvert år offentliggør ECB en beretning om sine aktiviteter. Europa-Parlamentet gennemgår denne beretning og vedtager en beslutning, der giver udtryk for dets holdning. Denne dialog muliggør en demokratisk kontrol af ECB, som er uafhængig i sin pengepolitik, men skal stå til regnskab over for EU-institutionerne.
I sin beslutning:
Beslutningen blev vedtaget med 443 stemmer for, 71 imod og 117 hverken for eller imod. Denne brede opbakning viser en konsensus mellem de vigtigste politiske grupper om en positiv vurdering af ECB's arbejde.
ECB fastsætter de rentesatser, der påvirker omkostningerne ved boliglån, lån til virksomheder og opsparing. Ved at godkende dens beretning bekræfter Parlamentet indirekte de beslutninger, der har indvirkning på din købekraft og økonomien generelt. Beslutningen opfordrer også ECB til bedre at forklare sine handlinger, hvilket kan hjælpe dig med at forstå, hvorfor renterne ændrer sig, og hvordan det påvirker din hverdag.
Europa-Parlamentet vedtog den 10. februar 2026 med 443 stemmer mod 71 og 117 hverken for eller imod en beslutning, der tager Den Europæiske Centralbanks årsrapport for 2025 til efterretning. Bag de sædvanlige lykønskninger om faldet i inflationen stiller teksten et enkelt spørgsmål: kan en uafhængig centralbank fortsat stå til regnskab for sine valg over for de folkevalgte, uden at denne accountability bliver til politisk formynderskab? Svaret ligger i en balance, som beslutningen søger, til tider klodset.
Beslutningen minder med rette om, at ECB's vedtægtsmæssige uafhængighed er forudsætningen for dens mandat: prisstabilitet. Men den tilføjer en afgørende nuance: centralbanker skal være uafhængige, ikke isolerede. Mekanismen er klar. En centralbank, der beslutter uden at stå til regnskab, ender med at beslutte uden at forklare og dermed uden at rette sine fejl. Parlamentet beder ikke om at stemme om renterne, det beder om at forstå, hvordan de fastsættes. Det er forskellen mellem demokratisk kontrol og politisk indblanding.
Teksten glæder sig over brevvekslingen mellem Parlamentet og ECB om samspilspraksis. Det er et nyttigt skridt, men kun et skridt. Gennemsigtighed om Styrelsesrådets modeller, antagelser og inflationsvurderinger er fortsat et ønske. Uden en pligt til offentliggørelse bevarer hver national centralbank sin egen fortolkning af, hvad det betyder at «stå til regnskab». Alternativet ville være en formel ramme, vedtaget af Parlamentet og ECB, der fastsætter minimumskrav til gennemsigtighed. Den nuværende tekst foretrækker opfordringen, som er mere diplomatisk og mindre bindende.
Parlamentet støtter ECB i dens ønske om at reducere sin direkte rolle i opkøb af værdipapirer og opfordrer den til gradvist at afvikle programmerne for opkøb af statsobligationer. Det er en sammenhængende liberal holdning: disse programmer forvrænger prissignalerne og overfører renterisikoen til centralbanken, altså til skatteyderen. Beslutningen bemærker i øvrigt, at ECB er begyndt at reducere sin balance meget gradvist. For gradvist, kan man tilføje: hver måneds forsinkelse opretholder et nedadgående pres på statsobligationsrenterne, hvilket gør det muligt for staterne at udskyde smertefulde budgettilpasninger. Teksten siger det på sin egen måde ved at beklage budgetsituationens effekt på ECB's mandat.
Et andet teknisk, men afgørende punkt: Parlamentet opfordrer ECB til at undgå at betale bankerne indlånsrenter, der er højere end markedsrenterne, da det strider mod princippet om en åben markedsøkonomi med fri konkurrence. Bag jargonet ligger en enkel mekanisme: hvis centralbanken aflønner overskudsreserver over markedsniveauet, har bankerne ingen interesse i at låne til hinanden. Det interbankmarked tørrer ud, og ECB bliver den eneste långiver. Beslutningen kræver, at hindringerne for genoptagelsen af dette marked fjernes. Det er en fornuftig liberal foranstaltning, men den forbliver en opfordring, ikke en regel.
En uafhængig centralbank er ikke en uansvarlig centralbank: den skal forklare sine valg for dem, der bærer konsekvenserne.
Europa-Parlamentet vedtog den 10. februar 2026 med 443 stemmer mod 71 og 117 hverken for eller imod en beslutning, der tager Den Europæiske Centralbanks årsrapport for 2025 til efterretning. Bag de sædvanlige lykønskninger om faldet i inflationen stiller teksten et enkelt spørgsmål: kan en uafhængig centralbank fortsat stå til regnskab for sine valg over for de folkevalgte, uden at denne accountability bliver til politisk formynderskab? Svaret ligger i en balance, som beslutningen søger, til tider klodset.
Beslutningen minder med rette om, at ECB's vedtægtsmæssige uafhængighed er forudsætningen for dens mandat: prisstabilitet. Men den tilføjer en afgørende nuance: centralbanker skal være uafhængige, ikke isolerede. Mekanismen er klar. En centralbank, der beslutter uden at stå til regnskab, ender med at beslutte uden at forklare og dermed uden at rette sine fejl. Parlamentet beder ikke om at stemme om renterne, det beder om at forstå, hvordan de fastsættes. Det er forskellen mellem demokratisk kontrol og politisk indblanding.
Teksten glæder sig over brevvekslingen mellem Parlamentet og ECB om samspilspraksis. Det er et nyttigt skridt, men kun et skridt. Gennemsigtighed om Styrelsesrådets modeller, antagelser og inflationsvurderinger er fortsat et ønske. Uden en pligt til offentliggørelse bevarer hver national centralbank sin egen fortolkning af, hvad det betyder at «stå til regnskab». Alternativet ville være en formel ramme, vedtaget af Parlamentet og ECB, der fastsætter minimumskrav til gennemsigtighed. Den nuværende tekst foretrækker opfordringen, som er mere diplomatisk og mindre bindende.
Parlamentet støtter ECB i dens ønske om at reducere sin direkte rolle i opkøb af værdipapirer og opfordrer den til gradvist at afvikle programmerne for opkøb af statsobligationer. Det er en sammenhængende liberal holdning: disse programmer forvrænger prissignalerne og overfører renterisikoen til centralbanken, altså til skatteyderen. Beslutningen bemærker i øvrigt, at ECB er begyndt at reducere sin balance meget gradvist. For gradvist, kan man tilføje: hver måneds forsinkelse opretholder et nedadgående pres på statsobligationsrenterne, hvilket gør det muligt for staterne at udskyde smertefulde budgettilpasninger. Teksten siger det på sin egen måde ved at beklage budgetsituationens effekt på ECB's mandat.
Et andet teknisk, men afgørende punkt: Parlamentet opfordrer ECB til at undgå at betale bankerne indlånsrenter, der er højere end markedsrenterne, da det strider mod princippet om en åben markedsøkonomi med fri konkurrence. Bag jargonet ligger en enkel mekanisme: hvis centralbanken aflønner overskudsreserver over markedsniveauet, har bankerne ingen interesse i at låne til hinanden. Det interbankmarked tørrer ud, og ECB bliver den eneste långiver. Beslutningen kræver, at hindringerne for genoptagelsen af dette marked fjernes. Det er en fornuftig liberal foranstaltning, men den forbliver en opfordring, ikke en regel.
En uafhængig centralbank er ikke en uansvarlig centralbank: den skal forklare sine valg for dem, der bærer konsekvenserne.
