Den 20. januar 2026 vedtog Europa-Parlamentet en beslutning om reform af den europæiske valglov, som har til formål at harmonisere reglerne for valget til Europa-Parlamentet. Teksten identificerer hindringerne for ratifikation og anvendelse af denne reform i medlemsstaterne og fremsætter anbefalinger til at overvinde dem.
Den europæiske valglov fastsætter fælles principper for valget af europæiske parlamentarikere. Der er blevet foreslået en reform for at modernisere processen, bl.a. ved at indføre tværnationale lister og en paneuropæisk valgkreds. Ratifikationen af reformen i alle medlemsstater er imidlertid blokeret, og gennemførelsen støder på vanskeligheder. Parlamentet har derfor undersøgt disse hindringer og foreslår løsninger.
I sin beslutning:
Beslutningen blev vedtaget med 417 stemmer for, 234 imod og 9 hverken for eller imod. Denne brede opbakning viser en flertalsvilje i Parlamentet til at fremme reformen på trods af modstand.
Denne beslutning ændrer ikke direkte valgreglerne, men den presser medlemsstaterne til at handle. Hvis reformen gennemføres, kan borgerne få mulighed for at stemme på tværnationale lister, hvilket vil styrke valgets europæiske karakter. På sigt kan det gøre valget mere forståeligt og tættere på borgernes bekymringer.
Europa-Parlamentet vedtog den 20. januar 2026 en resolution, der pålægger medlemsstaterne at anvende alle de fakultative foranstaltninger i afgørelse 2018/994 og endelig at åbne forhandlinger om sit forslag fra 2022. Bag opfordringen til ratificering ligger samme logik: at ensrette valgreglerne for at skabe et europæisk offentligt rum. Midlet er mere bureaukratisk end problemet.
Teksten hævder, at fraværet af en ensartet valgprocedure svækker borgernes tillid og forhindrer opståen af en europæisk politisk debat. Argumentet er bekvemt: det forvandler en institutionel præference til et demokratisk krav. Men vælgerne føler sig ikke repræsenteret, fordi en stemmeseddel viser et europæisk logo, men fordi beslutningerne i Bruxelles koster dem dyrt, og de ikke har nogen mulighed for at straffe dem, der træffer dem. At tilføje logoer på stemmesedlerne ændrer ikke dette ansvarsforhold.
Resolutionen kræver også harmonisering af fristerne for indgivelse af lister, som varierer fra 21 til 90 dage. Målet er prisværdigt: at undgå, at nogle kandidater har mere tid end andre til at føre valgkamp. Men harmonisering oppefra forudsætter en fælles tidsplan besluttet i Bruxelles, mens de nationale politiske systemer, retsferierne og de administrative traditioner er forskellige. En konvergens gennem gensidig anerkendelse af tidsplanerne, eller gennem en simpel henstilling, ville være tilstrækkelig til at reducere forskellene uden at påtvinge en fælles dato.
Parlamentet beklager, at de fakultative foranstaltninger fra 2018 ikke er blevet gennemført, og ser det som mangel på politisk vilje. Det er at forveksle en mulighed med en forpligtelse. Hvis medlemsstaterne ikke har anvendt disse foranstaltninger, skyldes det måske, at de ikke passer til deres forfatningsmæssige balance. Resolutionen kræver dog at gøre dem obligatoriske i praksis ved at gøre dem til en betingelse for ratificering. Resultatet risikerer at blive det modsatte: at udsætte ikrafttrædelsen af afgørelsen fra 2018 yderligere, som gidsel for en bredere politisk aftale.
Brevstemmeafgivning præsenteres som et middel til inklusion. Det kan den være, men den åbner også døren for pres på isolerede vælgere og for svig, der er svær at opdage. Resolutionen siger intet om de nødvendige garantier. En stat, der vælger ikke at tillade den, er ikke en tilbagestående stat: den udøver en kompetence, som tilhører den. Det subsidiaere alternativ ville være at lade hver medlemsstat eksperimentere, evaluere og beslutte i stedet for at gøre brevstemmeafgivning til en europæisk norm.
En ensartet stemmeseddel skaber ikke et europæisk folk; den giver god samvittighed til dem, der forveksler harmonisering med demokrati.
Europa-Parlamentet vedtog den 20. januar 2026 en resolution, der pålægger medlemsstaterne at anvende alle de fakultative foranstaltninger i afgørelse 2018/994 og endelig at åbne forhandlinger om sit forslag fra 2022. Bag opfordringen til ratificering ligger samme logik: at ensrette valgreglerne for at skabe et europæisk offentligt rum. Midlet er mere bureaukratisk end problemet.
Teksten hævder, at fraværet af en ensartet valgprocedure svækker borgernes tillid og forhindrer opståen af en europæisk politisk debat. Argumentet er bekvemt: det forvandler en institutionel præference til et demokratisk krav. Men vælgerne føler sig ikke repræsenteret, fordi en stemmeseddel viser et europæisk logo, men fordi beslutningerne i Bruxelles koster dem dyrt, og de ikke har nogen mulighed for at straffe dem, der træffer dem. At tilføje logoer på stemmesedlerne ændrer ikke dette ansvarsforhold.
Resolutionen kræver også harmonisering af fristerne for indgivelse af lister, som varierer fra 21 til 90 dage. Målet er prisværdigt: at undgå, at nogle kandidater har mere tid end andre til at føre valgkamp. Men harmonisering oppefra forudsætter en fælles tidsplan besluttet i Bruxelles, mens de nationale politiske systemer, retsferierne og de administrative traditioner er forskellige. En konvergens gennem gensidig anerkendelse af tidsplanerne, eller gennem en simpel henstilling, ville være tilstrækkelig til at reducere forskellene uden at påtvinge en fælles dato.
Parlamentet beklager, at de fakultative foranstaltninger fra 2018 ikke er blevet gennemført, og ser det som mangel på politisk vilje. Det er at forveksle en mulighed med en forpligtelse. Hvis medlemsstaterne ikke har anvendt disse foranstaltninger, skyldes det måske, at de ikke passer til deres forfatningsmæssige balance. Resolutionen kræver dog at gøre dem obligatoriske i praksis ved at gøre dem til en betingelse for ratificering. Resultatet risikerer at blive det modsatte: at udsætte ikrafttrædelsen af afgørelsen fra 2018 yderligere, som gidsel for en bredere politisk aftale.
Brevstemmeafgivning præsenteres som et middel til inklusion. Det kan den være, men den åbner også døren for pres på isolerede vælgere og for svig, der er svær at opdage. Resolutionen siger intet om de nødvendige garantier. En stat, der vælger ikke at tillade den, er ikke en tilbagestående stat: den udøver en kompetence, som tilhører den. Det subsidiaere alternativ ville være at lade hver medlemsstat eksperimentere, evaluere og beslutte i stedet for at gøre brevstemmeafgivning til en europæisk norm.
En ensartet stemmeseddel skaber ikke et europæisk folk; den giver god samvittighed til dem, der forveksler harmonisering med demokrati.
