Parlamentet har vedtaget en holdning om at udvide den europæiske finansiering til forsvars- og dual-use-teknologier. Teksten har til formål at besvare de nuværende sikkerhedstrusler gennem en mere fleksibel anvendelse af eksisterende programmer. Foranstaltningerne berører industrien, forskningsinstitutioner og startups i forsvarssektoren.
Grundlaget for teksten er STEP-platformen ("Strategiske teknologier for Europa"), som samler ressourcer fra elleve EU-programmer. Målet er at skabe en fjerde strategisk sektor inden for STEP, der specifikt fokuserer på forsvarteknologier, uden at reducere indsatsen i de tre andre sektorer (digital, ren og bioteknologi). Dette sker i lyset af forøgede sikkerhedstrusler og behovet for at øge Europas forsvarsparathed.
Teksten repræsenterer Europaparlamentets holdning efter første behandling i henhold til den almindelige lovgivningsprocedure. Den videresendes nu til Rådet for EU. For at træde i kraft som en forordning, skal den vedtages af Rådet. Kommissionen vil være ansvarlig for at opdatere gennemførelsesvejledningerne for STEP for at inkludere den nye forsvarssektor.
Den forventede effekt er en bedre mobilisering af europæiske midler til udvikling af kritiske forsvarteknologier og innovationer. Dette kan støtte den europæiske industrielle konkurrenceevne og teknologiske suverænitet i en strategisk sektor. SMV'er og startups i forsvarsindustrien vil få yderligere finansieringsmuligheder. Borgere kan forvente et mere sikkert miljø gennem en styrket forsvarskapacitet i EU. Det er vigtigt at bemærke, at støtten til projekter med dual-use skal fremme også deres civile anvendelser.
Parlamentet vedtog den 16. december med 519 stemmer for, 119 imod og 25 hverken for eller imod sin førstebehandlingsholdning til forordning (EU) 2025/2653, som skal gøre det muligt at finansiere forsvarsindsatsen via Unionens budget. Teksten er kort, aftalen med Rådet er på plads, og det væsentlige ligger et andet sted: hvad denne afstemning tillader, uden præcist at sige, hvordan den vil betale for det.
519 stemmer for, 119 imod, 25 hverken for eller imod: flertallet er komfortabelt, og det går på tværs af det politiske landskab. Det er ikke tilfældigt. Teksten, der blev stemt om, er ikke et forsvarsprogram, det er en juridisk ramme. Beslutningen godkender aftalen med Rådet og henviser til reglerne i forordning (EU) 2025/2653, hvis uddrag hverken gengiver beløbene, støtteberettigelseskriterierne eller kontrolmekanismerne.
For borgeren er konsekvensen enkel: man stemmer for at åbne en budgethane, uden at den parlamentariske debat har handlet om vandmængden. Det er ikke en kritik af det europæiske forsvar, det er en kritik af metoden. Et Parlament, der godkender en endelig aftale i førstebehandlingen uden væsentlige ændringsforslag, laver ikke politik, det stadfæster.
Det valgte retsgrundlag er afslørende: artikel 173 (industri), 182 og 183 (forskning), 175 og 176 (samhørighed), 192 (energi), 114 (det indre marked). Med andre ord blander forsvaret sig i alle budgettets afsnit uden at skabe en klar dedikeret budgetpost. Denne spredning gør det muligt at finansiere hurtigt, men den udvander ansvaret: hvem beslutter tildelingen, hvem kontrollerer gennemførelsen, hvem står til ansvar for et projekt, der mislykkes?
Mekanismen er kendt: når en ny prioritet tilføjes uden at fjerne noget andet sted, stiger presset på de eksisterende lofter eller på de nationale bidrag. De medlemsstater, der finansierer budgettet, vil se regningen, de virksomheder, der ansøger, vil se kriterierne, og skatteyderne vil se resultatet. Forordning 2025/2653 vil fastsætte disse regler, men Parlamentet har netop opgivet at ændre dem.
En tilgang baseret på nærhedsprincippet ville have stillet et enkelt spørgsmål, før hanen blev åbnet: hvorfor skal den europæiske skatteyder finansiere det, som staterne kan finansiere alene, og bedre? Forsvaret er det suveræne område frem for alt. At pulje forskning og fælles indkøb giver mening, når stordriftsfordelene er reelle. At pulje et budget uden betingelser og uden detaljeret parlamentarisk kontrol er at overføre beslutningen uden at overføre ansvaret.
Teksten siger intet om beløbene, intet om kriterierne, intet om kontrollen. Den siger kun, at Parlamentet godkender aftalen og kræver at blive hørt igen, hvis Kommissionen ændrer sit forslag. Det er det proceduremæssige minimum, ikke en demokratisk garanti. En demokratisk garanti ville have krævet en debat om prioriteterne: hvilke projekter, hvilke lande, hvilke kontroller, hvilke målbare resultater.
Det europæiske forsvar er en nødvendighed. Men en nødvendighed, der finansieres dårligt, bliver en udgift uden effekt. De 119 stemmer imod og de 25 hverken for eller imod er ikke stemmer imod forsvaret: det er stemmer, der nægter at underskrive en check uden at se beløbet. De fortjener at blive hørt, ikke fejet væk af flertallets bekvemmelighed.
Et Parlament, der godkender en endelig aftale uden ændringsforslag, laver ikke politik, det stadfæster.
Parlamentet vedtog den 16. december med 519 stemmer for, 119 imod og 25 hverken for eller imod sin førstebehandlingsholdning til forordning (EU) 2025/2653, som skal gøre det muligt at finansiere forsvarsindsatsen via Unionens budget. Teksten er kort, aftalen med Rådet er på plads, og det væsentlige ligger et andet sted: hvad denne afstemning tillader, uden præcist at sige, hvordan den vil betale for det.
519 stemmer for, 119 imod, 25 hverken for eller imod: flertallet er komfortabelt, og det går på tværs af det politiske landskab. Det er ikke tilfældigt. Teksten, der blev stemt om, er ikke et forsvarsprogram, det er en juridisk ramme. Beslutningen godkender aftalen med Rådet og henviser til reglerne i forordning (EU) 2025/2653, hvis uddrag hverken gengiver beløbene, støtteberettigelseskriterierne eller kontrolmekanismerne.
For borgeren er konsekvensen enkel: man stemmer for at åbne en budgethane, uden at den parlamentariske debat har handlet om vandmængden. Det er ikke en kritik af det europæiske forsvar, det er en kritik af metoden. Et Parlament, der godkender en endelig aftale i førstebehandlingen uden væsentlige ændringsforslag, laver ikke politik, det stadfæster.
Det valgte retsgrundlag er afslørende: artikel 173 (industri), 182 og 183 (forskning), 175 og 176 (samhørighed), 192 (energi), 114 (det indre marked). Med andre ord blander forsvaret sig i alle budgettets afsnit uden at skabe en klar dedikeret budgetpost. Denne spredning gør det muligt at finansiere hurtigt, men den udvander ansvaret: hvem beslutter tildelingen, hvem kontrollerer gennemførelsen, hvem står til ansvar for et projekt, der mislykkes?
Mekanismen er kendt: når en ny prioritet tilføjes uden at fjerne noget andet sted, stiger presset på de eksisterende lofter eller på de nationale bidrag. De medlemsstater, der finansierer budgettet, vil se regningen, de virksomheder, der ansøger, vil se kriterierne, og skatteyderne vil se resultatet. Forordning 2025/2653 vil fastsætte disse regler, men Parlamentet har netop opgivet at ændre dem.
En tilgang baseret på nærhedsprincippet ville have stillet et enkelt spørgsmål, før hanen blev åbnet: hvorfor skal den europæiske skatteyder finansiere det, som staterne kan finansiere alene, og bedre? Forsvaret er det suveræne område frem for alt. At pulje forskning og fælles indkøb giver mening, når stordriftsfordelene er reelle. At pulje et budget uden betingelser og uden detaljeret parlamentarisk kontrol er at overføre beslutningen uden at overføre ansvaret.
Teksten siger intet om beløbene, intet om kriterierne, intet om kontrollen. Den siger kun, at Parlamentet godkender aftalen og kræver at blive hørt igen, hvis Kommissionen ændrer sit forslag. Det er det proceduremæssige minimum, ikke en demokratisk garanti. En demokratisk garanti ville have krævet en debat om prioriteterne: hvilke projekter, hvilke lande, hvilke kontroller, hvilke målbare resultater.
Det europæiske forsvar er en nødvendighed. Men en nødvendighed, der finansieres dårligt, bliver en udgift uden effekt. De 119 stemmer imod og de 25 hverken for eller imod er ikke stemmer imod forsvaret: det er stemmer, der nægter at underskrive en check uden at se beløbet. De fortjener at blive hørt, ikke fejet væk af flertallets bekvemmelighed.
Et Parlament, der godkender en endelig aftale uden ændringsforslag, laver ikke politik, det stadfæster.
