Denne nye europæiske forordning har til formål at forbedre landmændenes stilling i fødevarekæden. Vedtaget af Europa-Parlamentet i 2025 fokuserer den på små og mellemstore landbrugs virksomheders særlige behov, som står over for udfordringer som klimaforandringer og handelsusikkerhed.
Forordningen bygger på EU's Fælles Landbrugspolitik og har til formål at styrke landmændenes forhandlingsposition. Hovedmålene omfatter forbedring af indkomster, opmuntring af unge landmænd og sikring af en mere retfærdig fordeling af værdi i fødevarekæden.
Forordningen træder i kraft efter officiel publicering i EU's Tidende. Gennemførelsen vil blive overvåget af Europa-Kommissionen i samarbejde med nationale myndigheder. Der er fastsat overgangsperioder for gennemførelsen af de forskellige foranstaltninger.
Der forventes en forbedring af landmændenes økonomiske situation, især for små og mellemstore virksomheder. Forbrugere vil drage fordel af større gennemsigtighed og bæredygtighed i fødevarekæden. Foranstaltningerne bør bidrage til at genoplive landdistrikterne og tiltrække unge mennesker til landbruget.
Den 8. oktober vedtog Parlamentet en række ændringsforslag, der styrker producentorganisationerne og regulerer betegnelserne »fair« og »kort leveringskæde«. Bag retorikken om landbrugerens indkomst ligger et samfundsvalg: at erstatte individuel forhandling med et legaliseret kartel uden at garantere, at forbrugeren vinder noget ved det.
Udvidelsen af forhandlingsretten til ikke-anerkendte organisationer, herunder andelsforetagender, i fem år efter deres anmodning om anerkendelse skaber en undtagelsesperiode, hvor aktører, der endnu ikke er valideret, kan forhandle kontraktvilkår på vegne af deres medlemmer. Hensigten er at give landbrugerne vægt over for køberne, men mekanismen svarer til at tillade priskoordinering uden forudgående kontrol af anerkendelseskriterierne. Mængdegrænserne (33 % på nationalt plan, 5 % på EU-plan) skal bevare konkurrencen. Men på snævre nationale markeder er 33 % nok til at påvirke priserne, og forbrugeren betaler forskellen, uden at den økonomiske effektivitet er dokumenteret.
Det liberale alternativ ville have været at forenkle og fremskynde anerkendelsen af eksisterende organisationer, at sikre en effektiv håndhævelse af konkurrencereglerne og at lade landbrugerne frit vælge deres afsætningsform uden at skabe nye forhandlingsrettigheder for ikke-anerkendte enheder. Den kontraktuelle frihed, som er reguleret af almindelig ret, beskytter parterne bedre end en midlertidig undtagelse, hvis virkninger på priserne ikke er evalueret.
Landbrugerens forudgående samtykke til at anvende betegnelserne »fair« eller »kort leveringskæde« udspringer af en god hensigt: at forhindre, at købere tilegner sig disse mærker uden modydelse. Men i praksis skaber det en ny formalitet for hvert produkt og hver kontrakt med risiko for tvister om, hvad et »informeret« samtykke er. De små landbrugere, som skal beskyttes, vil skulle dokumentere dette samtykke, hvilket øger deres administrative byrde, selv om teksten hævder at ville reducere den.
På samme måde åbner muligheden for, at medlemsstaterne tilføjer nationale krav til disse betegnelser, forudsat at de ikke skaber yderligere byrder for landbrugerne, døren for en fragmentering af det indre marked. Et produkt mærket »kort leveringskæde« i Frankrig vil måske ikke være det i Tyskland, og kontrollerne vil blive mangedoblet. En tilgang baseret på subsidiaritet ville have været at lade aktørerne selv definere deres specifikationer og overlade verifikationen til private certificeringsorganer under mærkernes ansvar i stedet for at stable offentlige regler oven på hinanden.
Ved at ville beskytte landbrugerne organiserer Parlamentet knapheden og lader forbrugeren betale.
Den 8. oktober vedtog Parlamentet en række ændringsforslag, der styrker producentorganisationerne og regulerer betegnelserne »fair« og »kort leveringskæde«. Bag retorikken om landbrugerens indkomst ligger et samfundsvalg: at erstatte individuel forhandling med et legaliseret kartel uden at garantere, at forbrugeren vinder noget ved det.
Udvidelsen af forhandlingsretten til ikke-anerkendte organisationer, herunder andelsforetagender, i fem år efter deres anmodning om anerkendelse skaber en undtagelsesperiode, hvor aktører, der endnu ikke er valideret, kan forhandle kontraktvilkår på vegne af deres medlemmer. Hensigten er at give landbrugerne vægt over for køberne, men mekanismen svarer til at tillade priskoordinering uden forudgående kontrol af anerkendelseskriterierne. Mængdegrænserne (33 % på nationalt plan, 5 % på EU-plan) skal bevare konkurrencen. Men på snævre nationale markeder er 33 % nok til at påvirke priserne, og forbrugeren betaler forskellen, uden at den økonomiske effektivitet er dokumenteret.
Det liberale alternativ ville have været at forenkle og fremskynde anerkendelsen af eksisterende organisationer, at sikre en effektiv håndhævelse af konkurrencereglerne og at lade landbrugerne frit vælge deres afsætningsform uden at skabe nye forhandlingsrettigheder for ikke-anerkendte enheder. Den kontraktuelle frihed, som er reguleret af almindelig ret, beskytter parterne bedre end en midlertidig undtagelse, hvis virkninger på priserne ikke er evalueret.
Landbrugerens forudgående samtykke til at anvende betegnelserne »fair« eller »kort leveringskæde« udspringer af en god hensigt: at forhindre, at købere tilegner sig disse mærker uden modydelse. Men i praksis skaber det en ny formalitet for hvert produkt og hver kontrakt med risiko for tvister om, hvad et »informeret« samtykke er. De små landbrugere, som skal beskyttes, vil skulle dokumentere dette samtykke, hvilket øger deres administrative byrde, selv om teksten hævder at ville reducere den.
På samme måde åbner muligheden for, at medlemsstaterne tilføjer nationale krav til disse betegnelser, forudsat at de ikke skaber yderligere byrder for landbrugerne, døren for en fragmentering af det indre marked. Et produkt mærket »kort leveringskæde« i Frankrig vil måske ikke være det i Tyskland, og kontrollerne vil blive mangedoblet. En tilgang baseret på subsidiaritet ville have været at lade aktørerne selv definere deres specifikationer og overlade verifikationen til private certificeringsorganer under mærkernes ansvar i stedet for at stable offentlige regler oven på hinanden.
Ved at ville beskytte landbrugerne organiserer Parlamentet knapheden og lader forbrugeren betale.
